Nyt om politik uge 9

I denne uge er der referat fra kommunalbestyrelsen og dagsordener fra otte udvalg.

Kommunalbestyrelsen holdt møde onsdag den 27. februar. På dagsordenen var blandt andet Udbud af parcelhusgrunde på Antonibakken, trafiksikkerhed, barseldeltidspladser i dagtilbud og en genopførsel af Roneklint fyr.

Nu udbydes parcelhusgrunde til salg på Antonibakken

Udbuddet af Bygaden og to vænger som et samlet projekt går lidt trægt. Den første del af Bygaden er solgt til Vordingborg Boligselskab, der opfører omkring 30 almene boliger. Men næste del af Bygaden har vist sig lidt sværere. Til gengæld har udbudsprocessen vist, at der er meget stor interesse for parcelhusgrundene på Antonibakken, hvor vi har fået over 30 henvendelser. Derfor har Kommunalbestyrelsen besluttet, at de første to vænger på Antonibakken nu udbydes til salg som 21 enkeltgrunde via ejendomsmæglere. Det sker allerede i marts.

Selve området byggemodnes i foråret, og forventes afsluttet sommeren 2019, hvor selve boligbyggeriet kan gå i gang. I forbindelse med byggemodningen bliver der også anlagt en ny rundkørsel ud for Rema 1000 som bliver hovedadgangsvejen til området.

Deltidspladser i dagtilbud når du er på barsel

Kommunalbestyrelsen har på møde d. 27. februar 2019 besluttet, at deltidspladser i dagtilbud i forbindelse med barselsorlov kan benyttes i tidsrummet kl. 8-14.

Kommunalbestyrelsen har også besluttet, at det er mulig at få en deltidsplads, når der holdes minimum 7 timers barsel på en arbejdsuge.

Fra og med den 1. januar 2019 blev det muligt for at forældre, der afholder fravær efter Barselsloven, kan få en deltidsplads på 30 timer om ugen i et dagtilbud til husstandens børn i aldersgruppen fra 26 uger og indtil skolestart mod en reduceret egenbetaling.

Tilbuddet gælder for børn i kommunale daginstitutioner, dagpleje og privatinstitutioner. Tilbuddet er en del af den nye lov om dagtilbud.

Det er stadigvæk muligt for alle forældre at få en deltidsplads på 25 timer som ligger enten som en formiddagsplads eller en eftermiddagsplads.

Trafiksikkerhed 2019

Kommunalbestyrelsen har vedtaget, at der skal anlægges små trafiksikkerhedsprojekter jævnt fordelt i kommunen.

Investeringsmidlerne til trafiksikkerhedsprojekterne bruges til de indsatsområder, der udpeges i den nye trafiksikkerhedsplan, som skal godkendes i foråret 2019.

Roneklint Fyr genopføres

Kommunalbestyrelsen har på møde den 27. februar godkendt, at bevillige penge til genopførsel af Roneklint fyr, der desværre brændte den 28. december 2018. Fyret var oprindeligt opført i 1894 og var samtidigt et vartegn for Jungshoved og Roneklint, der dagligt besøges af lokale, fuglekiggere, fiskere og turister i sommerhalvåret. Desuden brugte sejlende til stadighed fyret, som et pejlemærke fra vandsiden.

Genopførslen vil koste omkring 300.000 kroner, Hvoraf forsikringen betaler de 200.000 kroner og Vordingborg Kommune 100.000 kroner i selvrisiko.

Pengene går til genopbygning af fyret i samme stil som før branden. Desuden går midlerne til at få genoptrykt de formidlingsskilte, der fortalte om områdets dyreliv, samt fyrets og Roneklint skanses historie. Fyret og området, ligger på panorama-ruten, der ligger i tilknytning til cykelruten København-Berlin, der hvert år har mange brugere.

Nu starter arbejdet med at beskrive genopbygningen af fyret, så det kan genopføres i samme stil, som før fyret brændte. Derudover starter arbejdet med at indhente tilbud på genopbygningen, samt de nødvendige tilladelser forud for byggeriet. Så snart tilladelserne er i hus, kan byggeriet påbegyndes. 

Se hele referatet fra Kommunalbestyrelsen

Der er desuden nyt fra:

Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse

Udvalget for Børn, Unge og Familie

Udvalget for Klima og Miljø

Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid

Udvalget for Plan og Teknik

Udvalget for Social og Psykiatri

Udvalget for Sundhed, Senior og Ældre

Udvalget for Turisme, Udvikling og Erhverv

Se alle dagsordener og referater her.