OMBOLD KOMMER TIL VORDINGBORG KOMMUNE

Socialt udsatte skal med i idrætsfællesskab.

Ombold er et fodboldkoncept, som er målrettet til at inkludere socialt udsatte i et idrætsfællesskab med både fysisk aktivitet og socialt netværk. Konceptet er landsdækkende og Vordingborg Kommune har nu sagt ja til at indgå i et projekt sammen med organisationen Ombold og Vordingborg Idrætsforening for at lave en ugentlig åben Ombold-træning i Vordingborg.

De forventede effekter af Ombold er at styrke de socialt udsattes netværk og derved skabe større tro på egne evner og derved bedre sociale kompetencer. Ombold forventes også at reducere misbruget gennem en styrket identitet som ”idrætsudøver” i stedet for som ”udsat”.

Projektet i Vordingborg Kommune er en del af et større projekt, ”Ombold i nærheden”, der er finansieret af Nordeafonden. Her skal 8 kommuner afprøve en model, hvor Ombold-træningen organiseres i et samarbejde mellem lokale idrætsforeninger, kommunen, sociale aktører og Ombold. Målet er at give udsatte borgere en mulighed for - på egne præmisser - at være en del af den etablerede idræt, ved at træningen placeres fysisk i det lokale idrætsmiljø.

Den ugentlige træning skal varetages af en træner fra Vordingborg Idrætsforening og en træner fra Center for Socialpsykiatri i Vordingborg Kommune.

Formanden for Udvalget for Social og Psykiatri, Jesper Berring-Poulsen, der har været primus motor for at få Ombold til Vordingborg Kommune, udtaler: ”Jeg er meget glad for, at vi nu har fået Ombold til Vordingborg Kommune. Det har jeg ønsket længe og nu er det lykkedes. Jeg er sikker på, at det at være med i idrætten i kommunen, vil give vores socialt udsatte et bedre fællesskab og et større socialt netværk”

Han siger videre: “Som en bonus kommer medlemmerne i Vordingborg IF til at møde mennesker, som traditionelt ikke deltager i den etablerede idræt, ved at Ombold-spillerne får deres jævnlige gang i klubben. Det vil være med til at nedbryde nogle af de fordomme, der ofte knytter sig til socialt udsatte”.

Han glæder sig til træningen kommer i gang: ”Vi skal lige have de sidste detaljer på plads i vores fælles arbejdsgruppe, inden vi kan invitere til den første træning. Datoen vil blive meldt ud senere”, slutter Jesper Berring-Poulsen.

Læs mere Du kan læse mere om projektet her: http://ombold.dk/fodboldklubber-aabne-doerene-socialt-udsatte/