Placering i Dansk Byggeris analyse

Vordingborg Kommune er nr. 63 i Dansk Byggeris analyse om kommunernes erhvervsvenlighed.

Der er tilfredshed med Vordingborg Kommunes placering som nummer 63 i Dansk Byggeris nye analyse om kommunernes erhvervsvenlighed. ”Men der er områder, hvor vi kan gøre det bedre, det er vi bevidste om, og det er vi i fuld gang med,” siger borgmester Mikael Smed.

”Det sidste par år, har vi ligget stabilt placeret midt i feltet, og selvom vi selvfølgelig godt ville have haft en endnu bedre placering i år, så må det siges at være tilfredsstillende. Men dermed ikke sagt, at vi ikke kan gøre det bedre. Det kan vi, og det skal vi,” siger borgmester Mikael Smed, ovenpå at Dansk Byggeris årlige analyse om kommunernes erhvervs- og byggevenlighed har placeret Vordingborg Kommune som nummer 63 i forhold til en plads som nummer 66 i 2017 og 65 i 2018.

Af specielt positive ting i årets undersøgelse er en placering på samarbejdet mellem skoler og virksomheder som nummer 31 mod en placering som nummer 74 sidste år. I offentliggørelse af kommunale udbud er der sket et markant spring, idet Vordingborg Kommune i år deler førstepladsen med flere andre kommuner mod en 47. plads i 2018. På sagsbehandlingstider for byggesager placeres Vordingborg Kommune som nummer 30 mod nummer 51 i 2018.

”Men netop sagsbehandlingstider er et område, hvor vi godt ved, at det er gået ned ad bakke i år, hvor sagsbehandlingstiden er vokset markant. Det arbejder vi intenst med at løse, for det er et vigtigt område for virksomhederne,” siger Mikael Smed.

Han glæder sig over, at der er en del parametre, hvor kommunen scorer flot, men erkender, at der er områder, hvor det kan gøres bedre end i dag. ”Og det er vi i fuld gang med. Vi arbejder fx intenst på, at blive Danmarks bedste håndværkerkommune, og har netop besluttet i Kommunalbestyrelsen at hæve grænsen for hvornår man skal stille sikkerhed ved kommunalt byggeri fra en halv til en hel million kroner, og der vil komme flere tiltag. Så jeg tænker, at vi er ved at lægge et godt grundlag for en bedre placering i næste års undersøgelse,” siger Mikael Smed.

Mikael Smed glæder sig også over, at en del lokale virksomheder har været med på byggeriet af det nye borgercenter, og at også mange lokale virksomheder deltager i byggeriet af den nye Storstrømsbro.

Vordingborg Kommune er i årets undersøgelse placeret som den 12. bedste kommune i Region Sjælland. Der er et stort midterfelt, hvor det er marginaler der afgør, om man rykker to eller ti pladser op eller ned.