Rabatterne er i fuld flor

Rabatterne i kommunen blomstrer og der er kommet flere sommerfugle og insekter til.

Find vandreskoene frem eller grib din cykel. Netop nu har mange af rabatterne langs de offentlige veje et helt unikt og flot sensommer blomsterflor. Det er fordi vi har ændret driften af rabatterne og det har medført især to positive ting; flere planter får mulighed for at blomstre i sensommeren og der er kommet flere sommerfugle og insekter. Det kan man da kalde ”Storbyens smukkeste forhave”.

Hvis du vil opleve de blomstrende planter og sommerfugle, kan du med fordel tage vejen forbi Præstø. Der er rigtig mange flotte strækninger, og især langs Rosagervej står det flot med gule bånd af kurvblomster blandet med hvide rølliker og hvidkløver. Mellem Ny Esbjergvej og cykelstien ved indkørslen til Præstø by, er der kommet en blomstereng i flotte gule og blå farver med blandt andet almindelig kællingetand, knopurt og lucerne. En heldig besøgende registrerede forleden fem arter af sommerfugle, herunder den flotte sommerfugl Almindelig Blåfugl og den meget sjældne Seksplettet Køllesværmer.

Så kig ekstra godt efter og nyd synet, når du kører rundt i vores kommune.