Sommerferieaktiviteter på Avnø

Tag familien med ud og leg med naturnørderne ved Avnø Naturcenter.

Vi har samlet de 4 aktiviteter vi synes er sjovest til jer i sommerferien. I kan teste jeres naturviden og orientering i det Futuriske familie naturløb, og komme helt tæt på ko og kalve, når vi tager på Gårdbesøg. I kan undersøge dyrelivet under overfladen og komme helt tæt på Avnøs mange dyr og planter, når vi går på jagt efter 99 arter, du skal se før du bliver voksen.

Futurisk-Familie-Stjerneløb
Tirsdag den 2. juli 

Tag familien under armen og kom ud til et hyggeligt stjerneløb, hvor I bliver udfordret på jeres naturviden. Ved hjælp af GPS og walkie talkie vil I blive guidet rundt til flere poster i vores skønne område, hvor I skal løse opgaver sammen. Når løbet er gennemført venter der en præmie i bålhuset.

Gårdbesøg
Torsdag den 4. juli – Vigtigt: afgang kl. 10:30

Tag med på gårdbesøg og kom helt tæt på køer, kvier og kalve. Vi besøger en økologisk mælkeproduktion og kommer på rundtur på gården. Du hører om foder, malkning, kælvning og får selvfølgelig lov til at klappe både køer og kalve. Vi mødes på Avnø ved Naturcentret og har fælles transport til gården præcis kl. 10:30. Vi er tilbage på Avnø kl. 13:30. Husk madpakke, drikkedunk og kaffekande. Vi spiser vores medbragte mad i gårdens gamle og hyggelige have.

Avnøs mange dyr og planter - Hvor mange arter kan du finde?
Torsdag den 1. august

99 arter at se, før du bliver voksen er et projekt, hvor Naturhistorisk Museum og Danmarks Naturfredningsforening sætter spotlight på de allersejeste arter i Danmarks natur. Voksne kan også blive klogere. Vi starter med de arter du kan møde på Avnø, her kan du nemlig finde rigtig mange af de 99 arter, fx sæler og havørne, men også de små arter som skorpionstæger og hesterejer. Så kom med ud og find dyr til vands, lands og i luften, når vi skal se hvor mange af arterne du kan finde. Vi har vaders, fangstnet, lupglas og kikkerter.

Dyrelivet i Avnø Fjord
Tirsdag den 6. august

Kom og fang smådyr i vandkanten. Bevæbnet med rejehov, vaders og ruse undersøger vi dyrelivet i Avnø Fjord. Hvad fanger vi af smådyr og er der gået noget i rusen? Vi tager også kikkert med, så I kan se Avnøs mange sæler tæt på. I må gerne tage badetøj på i stedet for vaders.

Praktiske informationer 

Sted: Avnø Naturcenter, Flyvervej 40, 4750 Lundby

Tid: Åbent hus kl. 10.00 – 14.00 (4. juli er det ikke åbent hus, men afgang fra Avnø præcis kl. 10:30)

Pris: Børn kr. 20,- og voksne kr. 30,- Vi tager kun mod kontanter

Sikkerhed: Børn kan kun deltage sammen med ansvarlige voksne. Alle aktiviteter gennemføres uanset vejr.

Medbring: Tøj efter vejret – og lidt til. Medbring jeres egen madpakke og drikke (også gerne kaffe).

Læs mere på www.avnoe.dk eller følg med på Facebook, hvor du også kan få oplysninger om arrangementerne.