Sorter dit juleaffald

Læs med her, hvis du vil vide, hvad du skal gøre med julegavepapir, lyskæder og nytårsfyrværkeri.

20. DECEMBER 2019

Julegavepapir og gavebånd

Gavepapir og gavebånd skal i restaffald derhjemme eller 'småt brændbart' på genbrugspladsen.

Gavepapiret er ofte overfladebehandlet for at få en flot, glat overflade. Det kan være pyntet med glimmer, stjerner eller hjerter i andet materiale end papir. Herudover er papirfibrene for tynde til at genbruge.

Altså hører gavepapiret IKKE til i din beholder til papir og småt pap.

 

Juletræ

Genbrugs- og haveaffaldspladserne er klar til at modtage dit juletræ. Træerne bliver omdannet til biobrændsel, som igen bliver til strøm og fjernvarme.

 

Lyskæder

Når lyskæden ikke virker mere, skal den afleveres som småt elektronik i en klar pose på låget af din beholder til rest- og madaffald. Er lyskæden for stor til en klar pose på 8 liter, så må du komme den i en klar sæk og enten bestille afhentning af storskrald eller køre en tur på genbrugspladsen.

 

Andeskrog

Andeskroget skal i madaffald sammen med de øvrige uspiselige madrester fra julebordet.

 

Emballage

Ofte er emballager fra fx legetøj sat sammen af både plast, pap og små metaldimser. Det skal afskilles inden du kommer affaldet i genbrugsbeholderen. Kan det ikke adskilles, så hører emballagen til i beholderen til restaffald eller i containeren til ’småt brændbart’ på genbrugspladsen.

 

Fyrværkeri

Affyret nytårsfyrværkeri skal i småt brændbart. Ligger du inde med ikke-affyret, lovligt nytårskrudt, skal det afleveres som farligt affald på genbrugspladserne.

 

Det øvrige jule- og nytårsaffald

Er du i tvivl om, hvor det øvrige jule- og nytårsaffald skal hen, kan du få hjælp i Affalds-ABC’en. Her kan du fx se, hvad du skal gøre med juleslipset, når det ikke vil spille mere.

Åbn Affalds-ABC -> [https://vordingborg.dk/borger/miljoe-og-natur/affald-og-genbrug/affalds-abc]