Sorteret affald blandes ikke igen

Både Urbaser og deres ansatte forsikrer, at der ikke igen vil ske en sammenblanding af affaldet.

Optagelser foretaget af TV Øst viste desværre, at enkelte tømninger af affaldsbeholdere med to rum med henholdsvis restaffald og madaffald er blevet tømt direkte op i rummet med restaffald.

Heldigvis er der intet, der tyder på, at det har været et udbredt fænomen, hvilket blandt andet understreges af de store mængder madaffald, der er indsamlet i Vordingborg Kommune i de første tre måneder af 2019.

Vordingborg kommune tog hurtigt hånd om sagen og bad Urbaser, om en redegørelse for, hvordan Urbaser vil sikre, at der ikke igen sker en sammenblanding. Urbaser beskriver i redegørelsen flere tiltag, der er iværksat for at sikre korrekt tømning af beholderne:

• Alle medarbejdere har været indkaldt til informationsmøde vedr. det skete.

• Samtlige medarbejdere vil få gentaget instruks i korrekt tømning, og medarbejderne skal underskrive, at de har modtaget og forstået instruksen om, at der kun må være én to-kammer beholder på liften ad gangen.

• Derudover er medarbejderne blevet informeret om, at hvis de, mod forventning, ikke overholder instruksen vil dette få øjeblikkelige konsekvenser for ansættelsesforholdet.

I en udtalelse fra skraldemændene står der bl.a.:

”Alle skraldemændene i Vordingborg er enige om at beklage, og ønsker hurtigst muligt at genvinde tilliden fra Vordingborg Kommune. Vi bakker selvfølgelig op om, at borgerne skal sortere, og at vi tømmer korrekt.

” Ifølge formand for Udvalget for Klima og Miljø Else-Marie Langballe Sørensen, er udvalget meget tilfredse med, at Urbaser tager situationen så alvorligt.

Sagen blev drøftet på mødet i Udvalget for Klima og Miljø den 9. april 2019. Her blev det besluttet, at det iværksættes, at alle beholdere registreres elektronisk, i det øjeblik de er sat på liften på skraldebilen. En registrering af hvilken beholder, der er tømt på hvilken bil, samt hvornår, vil medvirke til korrekt tømning af beholderne. De nye beholdere, der blev leveret i efteråret, er allerede forsynet med stregkode med adresse og en såkaldt RFID-tag, der gør det muligt at lave denne registrering.

Else-Marie Langballe Sørensen understreger, at Udvalget for Klima og Miljø har genoprettet tilliden til Urbaser. Hun håber, at borgerne også har tillid til skraldemændene, da det er vigtigt, at man stadig sorterer sit affald.