Springvandene springer snart igen

Der har været problemer med nogle af springvandene, hvorfor ikke alle kommunens springvand springer endnu.

Traditionen tro blev kommunens springvand tændt i starten af maj.
 
Der var dog problemer med teknikken i Jeppe Heins ’Vandpavillion’ i Præstø. Problemet nåede at blive løst inden årets veloverståede Fransk Forår startede.
 
Desværre driller teknikken også ved ’Kuglen’ i Stege. Problemet er stort vandspild på grund af en lækage i renden rundt om springvandet. Desuden er trykket ikke højt nok til, at kuglen kan snurre ved egen kraft. Problemet er af et omfang, der kræver specialviden, hvorfor Vordingborg Kommune har hyret teknikere til at løse opgaven.
 
Selvom der arbejdes på højtryk, går der desværre lidt tid endnu, før problemet er løst. Når resultaterne af teknikkernes undersøgelser foreligger, og de ved hvad der skal gøres, ved vi forhåbentlig, hvornår ’Kuglen’ igen snurrer til glæde for borgere og turister.
 
Vordingborg Kommune drifter og vedligeholder springvand i Vordingborg, Stege, Præstø og Stensved i Langebæk. Det er kommunens driftsmedarbejdere, som opstarter og tilser springvandene sæsonen igennem, indtil nedlukning i oktober.