Stærke tilbud til mændene i Mens Health Week

Der er tilbud til både sønner, fædre og bedstefædre i uge 24.

• 24 timer i vildmarken

• Introduktion til kajak

• Snorkeltur

• Introduktion til mountainbike

• Lystfiskeri for flere generationer

Det er overskrifterne for de fem særlige aktiviteter, som fire lokale foreninger laver for mænd fra d. 10.-16. juni under temaet for årets Mens Health Week - Friluftsliv og mandefællesskaber.

Gennem Mens Health Week sættes der over hele landet fokus på mænds sundhed, fordi mænd lever kortere end kvinder, blandt andet på grund af for lidt bevægelse.

I Vordingborg Kommune griber man ugen lidt utraditionelt an. Her får mænd i flere generationer mulighed for at prøve kræfter med aktiviteter i kommunens unikke natur, ført an af fire foreninger.

Flere spændende og utraditionelle far/søn-tilbud

Flere af aktiviteterne lægger op til gode oplevelser mellem far og søn - og måske bedstefar.

De får i ”24 timer i vildmarken”-arrangementet lov til at lave bål, kun ved hjælp af tændstål, finde aftensmaden ved hjælp af GPS, lave mad over bål og lave en bivuak at overnatte i, samt lære nogle lækre, lokale spiselige planter at kende.

Ligeledes kan sønner, fædre og bedstefædre sammen lære alle de gode tricks til blandt andet kystfiskeri og måske hive en laks eller ørred med hjem.

Frederik Blinkenberg, der arbejder med bevægelse i Vordingborg Kommune, har samlet tilbuddene og han er imponeret over de aktiviteter, foreningerne har lavet.

"Jeg får helt lyst til at deltage i dem alle, fortæller Frederik Blinkenberg med et smil. "Alle aktiviteter er lavet til ”begyndere”. Man kan roligt komme, selvom man eksempelvis aldrig har siddet på en mountainbike før. Og man kan komme alene eller sammen med en ven eller familiemedlem. Alle steder kan man gratis låne udstyr. Foreningerne har lagt vægt på, at det skal være en sjov og god oplevelse at deltage, og vi ved, at foreningerne er rigtigt gode til at introducere til deres aktiviteter. Alle steder er man velkommen, uanset om man kun kommer denne ene gang eller får lyst til mere bagefter."

En god anledning til at prøve noget nyt

"Mens Health Week er en god anledning til at snuse til de mange muligheder, der er for sjov motion og samvær i kommunen" fortæller Frederik Blinkenberg. "Vi ved, at to ud af tre mænd gerne vil være lidt mere aktive, hvis de ikke er aktive i forvejen. Og der er tonsvis af muligheder og noget for enhver smag i vores lokalområde. Ofte er det lidt nemmere at komme i gang og holde fast med holdaktiviteter, hvor man er sammen med andre. Derfor har alle foreningerne i denne uge også lagt vægt på fællesskab og hygge i forbindelse med aktiviteterne," slutter Frederik Blinkenberg.

Et begrænset antal pladser

Tilbuddene er åbne for alle mænd, men i ugens ånd er pladserne målrettet de mange, der ikke er så aktive til hverdag.

Der er kun et begrænset antal pladser til hver aktivitet, så det anbefales, at man melder sig til hurtigst muligt.

Tilmelding foregår via vordingborg.dk/mhw hvor man også kan læse mere om hver enkelt aktivitet.

TILBUDDENE I MENS HEALTH WEEK ER

• Kajak for begyndere (Vordingborg Ro- og Kajakklub)

• Fiskeri for far, søn (og bedstefar?) (Sportsfiskerforeningen Storstrømmen)

• Mandfolk på Mountainbike (Bogø IF)

• Snorkeloplevelser under havoverfladen (Møns Sportsdykkerklub)

• 24 timer alene i vildmarken – med vild mad (Friluftsguider og Vild Mad eksperter)

Friluftsrådet støtter de deltagende foreninger med forskelligt friluftsudstyr, som kommer deltagerne til gode under aktiviteterne.

DGI Storstrømmen har samarbejdet med foreningerne om at udvikle den bedst mulige introduktion til de enkelte aktiviteter.

Vordingborg Kommunes sundhedsområde har taget initiativ til og koordineret Mens Health Week.

Læs mere om aktiviteterne og meld dig til her: www.vordingborg.dk/mhw

Bonusinfo

2 ud af 3 mænd i Vordingborg Kommune, der i dag ikke er fysisk aktive, vil gerne være mere fysisk aktive (66,4% - Sundhedsprofil 2017 for Vordingborg Kommune).