Stars genudpeget som regionalt spillested i fire år

Musikken kan de næste fire år spille videre på Stars.

Der har været ventet i spænding, og mange musikglade mennesker, frivillige, politikere og andre har holdt vejret. Det behøver de ikke længere. For den 29. april 2020, har Statens Kunstfond givet Stars og Vordingborg Kommune besked om, at Stars er udpeget som regionalt spillested for de næste fire år.

”Jeg har været så spændt. Men nu kan vi endelig ånde lettet op, og i den grad glæde os over, at Vordingborg Kommune også i de næste fire år, har et regionalt spillested, som er med til at sætte Vordingborg Kommune på landkortet. Det har stor betydning for vores kulturliv generelt, at Stars er blevet udpeget som regionalt spillested. Stars er på en måde en del af vores DNA. De formår år efter år at sammensætte fantastiske programmer indenfor mange forskellige genrer, til mange forskellige aldersgrupper. Det er ikke sjældent, at jeg får besked om, at koncerter er udsolgt, og det er for mig et tydeligt bevis på, at vi med Stars har et stærkt brand, som vi skal støtte op omkring. Med udpegningen fra Statens Kunstfond kan vi nu lægge planer for fremtiden, som skal gøre Stars endnu stærkere og forhåbentlig trække endnu flere koncerter til Vordingborg Kommune, så vi også den vej gør det attraktivt at besøge os, og ikke mindst bosætte sig her i vores kulturrige kommune,” siger Thorbjørn Kolbo, Formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid.

"Udpegningen som regionalt spillested de næste fire år er en kæmpe anerkendelse af det store arbejde de frivillige og organisationen bag STARS har lavet i den indeværende periode. Statens Kunstfond har tillid til, at vi kan varetage talentudvikling, de mange forskellige musikgenrer og arbejdet med levende koncerter på Sydsjælland og Lolland Falster fremover. Det er vi meget glade for og stolte over, og vi går ydmygt til opgaven. Det statslige tilskud gør, at vi kan fortsætte arbejdet med koncerter både på Stars og i resten af regionen, for eksempel vores samarbejde med Nørregade Teateret i Maribo. Vi glæder os, til vi må komme igang igen", siger spillestedsleder Simon Sandfeld.

”Jeg er oprigtig stolt over, at Statens Kunstfond har anerkendt og udnævnt Stars som regionalt spillested igen. Stars samler kommunen, de samler oplevelser, og ikke mindst så samler Stars en masse frivillige. De frivillige er det stærke hold, der står bag og får det hele til at spille, så borgere, turister og andre besøgende får koncertoplevelser af høj kvalitet og ofte med minderig genklang lang tid efter. Jeg vil gerne takke alle dem, der står bag Stars. De yder en kæmpe indsats for at skabe oplevelser af høj kvalitet året rundt og for at sætte Vordingborg Kommune på landkortet. Det er en stærk og vigtig signatur for vores kommune at have Stars beliggende lige her i Storbyens Forhave. Jeg glæder mig til at se, hvilke højder Stars rammer med den flotte udpegning fra Statens Kunstfond,” siger Borgmester Mikael Smed.

I 2019 besøgte næsten 12.000 mennesker Stars. Det blev til over 100 koncerter og arrangementer.

En masse frivillige yder hvert år en stor indsats for at få Stars til spille. Over 100 frivillige er engageret på Stars i den ene eller anden grad og er en stor del af grundlaget for, at Stars kan levere de mange koncertoplevelser til et bredt publikum hvert år. Udover koncerter er Stars også arrangør af blandt andet stand-up shows, en del af Waves, musikquizzer, ølsmagning og mange andre arrangementer.