Stor tilfredhed i Præstø

Hele 87 procent er tilfredse med renholdelsesstandarden i Præstø.

Der er stor ros og tilfredshed med renholdelsesniveauet i Præstø. Hold Danmark Rent, som arbejder for at nedbringe mængderne af henkastet affald i det offentlige rum besøgte 16 forskellige steder i Præstø i juni 2018 og interviewede 124 borgere og besøgende.

Hele 87 procent af de interviewede borgerede svarede, at de var tilfredse med den generelle standard. Præstø har dermed det bedste kortlægningsresultat i gruppen af sammenlignende kommuner.

”Vi er rigtigt stolte over resultatet”, siger de to formænd Else-Marie Langballe Sørensen og Michael Larsen, formænd for hhv. udvalget for Klima og Miljø og udvalget for Plan og Teknik om årets resultat. ”Kortlægningen viser igen i år, at Vordingborg Kommune er på rette vej til at blive en grøn kommune med fokus på natur, miljø og bæredygtighed”.

Der er dog områder, der kræver en særlig opmærksomhed. Hold Danmark Rent anbefaler, at kommunen laver indsatser omkring stationsområdet og Svend Gønges Torv, hvor specielt cigaretskodder er et problem.Else-Marie Langballe Sørensen siger: ”Vi er selvfølgelig opmærksomme på problemerne med affald i det offentlige rum. I udvalget har vi derfor også valgt at sætte fokus på problematikken omkring cigaretskodder. Skodder er det alt overvejende affaldsproblem i byrummet i Danmark, ifølge Hold Danmark Rents undersøgelser. Vi har i første omgang bedt administrationen komme med bud på, hvilke indsatser, der giver den største effekt. Vi forventer at gøre en målrettet indsats på området i 2019”.

Michael Larsen supplerer: ”Det glæder mig også, at der er en del borgere i Præstø, der har tilkendegivet en holdning, der om noget placerer ansvaret for rene lokale omgivelser hos borgerne selv. Vi må erkende, at kommunen ikke alene kan løse problemet med henkastet affald. Hvis vi skal komme problemet til livs, skal det ske i et samarbejde mellem bl.a. kommunen, frivillige og handelsdrivende. Hvilket også passer fint med vores ønske om samskabelse og medinddragelse”.

Formændene ser fremad mod 2019 med et endnu større fokus på henkastet affald: ”Med vores ønske om samskabelse og styrkelse af frivilligheden, ser vi frem til at deltage i konceptet Ren Natur som udrulles i hele landet i 2019. I Ren Natur samarbejder kommuner, private virksomheder og frivillige foreninger om at få et renere miljø. I samarbejde med Hold Danmark Rent og tre andre kommuner, blev konceptet testet på Møn i 2018. Der var ovenud positive tilbagemeldinger fra de deltagende foreninger”.

I 2017 hvor Stege blev kortlagt, var hele 98% tilfredse med renholdelsesstandarden, hvilket er væsentligt over landsgennemsnittet på 78%. Stege havde også det bedste resultat i gruppen af sammenlignende kommuner.

I 2016 blev Vordingborg by kortlagt. Her var 80 % af borgerne generelt tilfredse med renholdelsesniveauet, hvilket var bedre end landsgennemsnittet på 76%.

På baggrund af interviewene, konkluderer Hold Danmark Rent, at der er bred enighed om, at renholdelsesniveauet er blevet bedre og det nu er så godt og givetvis det bedste det kan blive, i forhold til de midler kommunen har at gøre med på dette område.

Helene Vinther Seidler, Chef for Afdeling for Trafik, Park og Havne, som har ansvaret for renholdelsen af de kommunale arealer, glæder sig også over resultatet: ”Vi betragter det som et kæmpe skulderklap at borgere udtaler, at vi er gode til at holde rent. Vi er klar over, at der er områder, hvor renholdelsesniveauet kunne være højere, men vi prøver at gøre det så godt vi kan, med de midler vi har til rådighed. Vi har bl.a. investeret i intelligente affaldsspande, som har frigivet ressourcer til andre renholdelsesopgaver”.

Helene Vinther Seidler afslutter: ”Vi vil gøre hvad vi kan, for at kommunen også ved næste års kortlægning ligger i top. Politikkerne har i budgetaftalen for 2019 udtrykt tillid til, at nye investeringer bliver udmøntet målrettet til at understøtte kommunens vision og de politiske ambitioner for drift af vej-, park- og havneområdet. Vi skal selvfølgelig leve op til den tillid, hvilket også indebærer, at vi får en renere og smukkere kommune”.

Afdeling for Trafik, Park og Havne vil i løbet af 2019 forsøge at imødegå udfordringerne ved stationsområdet og Svend Gønges Torv.

23 kommuner, svarende til 40 % af den danske befolkning, har deltaget i årets kortlægning.