Tandlæger i indsats mod stof- og alkoholmisbrug

Kommunale tandlæger kan spille en vigtig rolle.

Vordingborg Kommune har de seneste år gennemført den såkaldte Nøglepersonsuddannelse for en række fagpersoner, der har kontakt til unge i hverdagen. Uddannelsen skal gøre medarbejderne i stand til at spotte og handle på mistanke om rusmiddelproblemer hos den unge eller forældrene.

Erfaringerne har indtil videre været særdeles gode. Derfor forsøger man nu at udvide uddannelsen, og lige nu deltager Tandplejen i Vordingborg Kommune i et 2-dages intensivt uddannelsesforløb.

Tandplejen har knap 9.000 børn indskrevet og har dermed kontakt til næsten 99% af kommunens børn og unge under 18 år. Og dermed har Tandplejen en helt unik mulighed for at opdage tegn på rusmiddelproblemer.

Tandpleje er ikke bare tænder

Tandplejen deltager på Nøglepersonuddannelsen for at blive bedre til at spotte rusmiddelproblemer og reagere på en bekymring. Overtandlæge i Vordingborg Kommune, Lene Maare fortæller, at Tandplejen ofte har en tæt relation til børnene og de unge

"Vi ser børnene fra de er helt små, til de fylder 18 år. Vi kan ofte se, når der er noget galt derhjemme eller hvis de unge på en eller anden måde mistrives. Og indimellem kan det skyldes, at mor eller far har problemer med drikkeri eller stoffer. - Vores primære arbejde er naturligvis det tandlægefaglige. Men samtidig taler vi også med de unge om udfordringer i deres øvrige liv, herunder eventuelt misbrug, rygning og andet. Så vi glæder os meget til at få konkrete metoder og redskaber til at håndtere den svære opgave, det ofte er at tale om og handle på en bekymring om misbrug. Og personalet har mod på det," fastslår Lene Maare.

Behov for at tænke utraditionelt

Mette Høgh Christiansen, formand for kommunens Sundhed, Senior og Ældreudvalg, mener, at det er nødvendigt at tænke utraditionelt og på nye måder, hvis man vil forebygge rusmiddelproblemer blandt unge over hele landet.

"Vi skal ikke acceptere, at unge har problemer med stoffer eller alkohol i Danmark. Vi ser, at rusmidler bruges i tidligere og mere åbenlyst end tidligere over hele landet. Derfor bliver vi nødt til at tænke anderledes og bruge nye metoder, hvis vi skal forebygge bedre og hjælpe flere. Og det gør vi blandt andet gennem Nøglepersonuddannelsen. - Hvis alle Nøglepersoner omkring de unge reagerer og hjælper, når de ser rusmiddelproblematikker, har vi en stærk nøgle til en tidlig og effektiv opsporing. Det handler ikke om at pege fingre ad de unge ellers deres forældre, men derimod om at hjælpe ved at sætte tidligt og forebyggende ind med den hjælp, der er så afgørende," siger Mette Høgh Christiansen

Centerleder lykkelig over interessen

"Vi er utroligt privilegerede, at vi her med ét slag får indirekte adgang til størstedelen af kommunens børn og unge. Vi ved, hvor vigtigt det er at sætte tidligt ind med de rigtige tilbud, så problemet ikke eskalerer eller endda helt opstår. Det får vi endnu bedre mulighed for, når vi nu uddanner medarbejderne i Tandplejen," siger leder af Center for Rusmidler, Lars René Petersen.

"Vi har indtil videre uddannet over 100 nøglepersoner fra Jobcentret, børneinstitutioner, virksomheder, skoler og ungdomsuddannelser gennem Center for Rusmidlers Nøglepersonuddannelse. Og vi er utroligt glade for, at interessen for uddannelsen er så stor og at vi fortsat kan udbrede uddannelsen. Det styrker vores evne til at opspore og hjælpe unge og voksne, der har behov for det," slutter Lars Petersen.

Faktaboks Nøglepersonuddannelsen:

Målet med Center for Rusmidlers Nøglepersonuddannelse er overordnet at styrke forebyggelsen men også hjælpen og netværket omkring de unge. Uddannelsen skal være med til at vise, at det langt fra altid er nødvendigt at have en dyb medicinsk viden om rusmidlernes biokemiske virkning, eller en særlig terapeutisk baggrund for at tage snakken med en ung og guide den unge videre.

Nøglepersonuddannelsen er en kombination af oplæg fra professionelle fagfolk inden for rusmiddelområdet og dialog og erfaringsudveksling mellem deltagerne. Deltagerne møder bl.a. læger, som fortæller om rusmidlernes fysiske og mentale påvirkning. Og tidligere misbrugere der hudløst ærligt fortæller deres personlige historie om sin vej ind - og ud af misbruget

Center for Rusmidler:

Center for Rusmidler i Vordingborg tilbyder alle kommunens borgere gratis behandling af alkohol- og stofproblemer.

I ungetilbuddet kommer unge under 25 år med alt fra et bekymrende brug af rusmidler til et konkret misbrug.

Personer over 30 år kommer i alkohol- og stofrådgivningerne. Der er også tilbud til pårørende til personer, der har et problematisk forbrug eller et misbrug, om individuel rådgivning og gruppetilbud.