Tid til influenzavaccination

Vigtigt at lade sig vaccinere. Flere kan få gratis vaccination.

Nu er det muligt for flere end tidligere at få en gratis influenzavaccination. Sundhedsstyrelsen opfordrer på grund af COVID-19 til, at flest muligt takker ja til vaccinen. ---

Det er ekstra vigtigt at huske influenzavaccinationen i år. Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at så mange som muligt tager imod tilbuddet om influenzavaccination i år. Influenza udgør nemlig en særlig risiko for mange af de personer, der også er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de bliver syge med COVID-19.

Gratis influenzavaccination til flere end tidligere

Er du over 65 år eller tilhører en af nedenstående grupper, har du nu - fra 1. oktober og frem til 15. januar - mulighed for gratis at blive vaccineret mod influenza.

FØLGENDE PERSONER KAN FÅ GRATIS VACCINATION

• Alle personer, der er fyldt 65 år

• Personer, der lever med kroniske sygdomme som:

    Kronisk lungesygdom

    Hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)

    Diabetes 1 eller 2

    Medfødt eller erhvervet immundefekt

    Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft

    Kronisk lever- og nyresvigt

    Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig        sundhedsrisiko

• Svært overvægtige

• Førtidspensionister

• Immunsupprimerede og deres husstandskontakter efter lægelig vurdering

• Gravide i 2. og 3. trimester

• Sundheds- og plejepersonale med tæt kontakt til personer i særlig risiko

• Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko

Er du i tvivl om du hører til en af grupperne, kan du kontakte din læge.

Her kan du blive vaccineret

'I Vordingborg Kommune kan du blive vaccineret følgende steder:

• Hos egen læge (kræver tidsbestilling) 

. Drop-In vaccination (flere steder i kommunen – se hvor og bestil tid via www.minvaccination.dk)

• Apotekerne (ved personligt fremmøde)

Vaccinationen kræver kun et enkelt besøg.

Også tilbud om gratis vaccination mod pneumokokker

Som noget nyt er det i år også muligt at få en gratis vaccination mod pneumokokker, hvis man er fyldt 65 år eller er i særlig risiko af en anden årsag. Pneumokokker kan forårsage sygdomme som meningitis, blodforgiftning og lungebetændelse. Vaccinationen kan gives samtidig med influenza-vaccinationen.

Du kan læse mere om begge vaccinationer hos Sundhedsstyrelsen på sst.dk eller hos Statens Serum Institut på ssi.dk.