Tildækkede skilte

Undrer du dig over at skiltene har fået pose på?

I finanslovsaftalen for 2019 vedtog et flertal i Folketinget at hæve hastighedsgrænsen fra 70 km/t til 80 km/t for lastbiler og vogntog uden for tættere bebygget område per 1. januar 2020. Landets kommuner kan som følge heraf søge en afsat pulje til indkøb og opsætning af tavler til nedskiltning af hastigheden til 70 km/t.

Vordingborg Kommune har i samarbejde med politiet valgt fire strækninger i kommunen, hvor en øget hastighed for lastbiler og vogntog ikke er forsvarlig. Disse strækninger er Bårse-Gammel Lundby, Bogø By-Store Damme, Ny Borre-Store Klinteskov og Magleby-Klintholm Havn. Strækningerne er valgt ud fra en række kriterier som blandt andet vej- og oversigtsforhold, antal bløde trafikanter, registrerede uheld samt Cykelland Indberetninger for at sikre vores cyklende borgere og cykelturismen en sikker færdsel på vores landevej.

Vordingborg kommune har fået bevilliget de ansøgte puljepenge.
Det er et krav, at al skiltning er indkøbt og opsat i løbet af efteråret. Efter opsætning skal tavlerne stå tildækket indtil den 1. januar 2020, så det er derfor du nogle steder rundt i kommunen i disse uger oplever skilte med sorte poser på.