Udstilling om Vordingborg Havn

Udstilling på Vordingborg Bibliotek viser udviklingen af Vordingborg Havn fra 1940 til nu, hvor havnen skal udvides.

Som du sikkert har bemærket, i flere forskellige medier, så sker der i disse år en masse spændende ting i og på Vordingborg Havn. Det er en helt unik udvikling Vordingborg Havn har været i de sidste år. Kommunalbestyrelsen har satset på Vordingborg Havn, og det har givet afkast. Senest med den store nyhed om, at Vordingborg Havn er valgt som anlægshavn for produktionen af den nye Storstrømsbro.

Den store interesse i og for Vordingborg Havn har nu ført til en udstilling om havnen, som du kan se på Vordingborg bibliotek.  Udstillingen viser, hvordan det hele begyndte tilbage i 1940, og hvad der er sket med Vordingborg Havn frem til nu. På udstillingen kan du også få informationer om udviklingsplanerne og vækstpotentialet for havnen, som vil skabe vækst og arbejdspladser for hele Vordingborg kommune.

Vordingborg Havns kendetegn – fyrtårnet - som er en tro kopi af det fyrtårn, som man kan se, når man står på havnen og kigger over mod Ore strand, finder du også på udstillingen. I fyrtårnet kan du se en masse spændende skiftende billeder af arbejdet i og på Vordingborg Havn. Fyrtårnet bliver brugt til markedsføring af havnen med sloganet ” see the light, see us”. Det kan du i øvrigt læse mere om på www.vordingborg.dk/port

Udstillingen kan ses frem til først i december, og besøger du udstillingen i disse uger, kan du samtidig opleve lokalhistorisk forenings udstilling om Storstrømsbroen.

Begge udstillinger er placeret ud mod vandet bagerst på biblioteket.

Hvis du gerne vil følge med i, hvad der sker på Vordingborg Havn, får du også snart muligheden via et webcam, som gør, at du på havnens hjemmeside live kan følge med i byggeriet på havnen.