Udvalget for Børn, Unge og Familie har en plan

En samlet plan skal gøre kommunens Børne- og Ungepolitik til virkelighed

Udvalget for Børn, Unge og Familie har vedtaget en plan for, hvordan udvalget vil virkeliggøre kommunens børne- og ungepolitik. En politik der netop er blevet revideret, så den afspejler den nuværende kommunalbestyrelses visioner.

Udvalgets arbejdsplan gælder for den resterende del af valgperioden, dvs. til og med 2021.

Hvad vil udvalget så arbejde med?

Bl.a. skal udvalget finde en løsning på, at der er et stigende antal småbørn i Præstø, der har brug for et pasningstilbud. Så enten skal de eksisterende dagtilbud udvides eller også skal der bygges nyt. Dette skal udvalget tage stilling til i 2019.

Et andet tema handler om skoleområdet. I 2018 afleverede et særligt udvalg ”0-18 års udvalget” en række anbefalinger til, hvordan skolerne kan blive bedre. Disse anbefalinger vil udvalget arbejde med løbende i løbet af 2019.

Og så er udvalget også optaget af at styrke det forebyggende arbejde, så vi bliver bedre til at sætte tidligt ind med hjælp til familier og børn med særlige behov. Hvis vi i en tidlig alder kan spotte de børn, der har brug for særlig hjælp for at udvikle sig og trives, kan vi undgå, at de børn får større problemer senere. Dette kræver et stærkt samarbejde mellem dagtilbud og skoler og så vores specialiserede børne- og familieindsats.

Se hele udvalgets plan

Læs kommunens børne- og ungepolitik