UDVIKLINGS- OG MARKEDSFØRINGSPULJEN OPDELES

Skal give mulighed for støtte til flere nye initiativer.

Udvalget for Bosætning, Økonomi og Nærdemokrati besluttede på deres møde den 14. november 2018, at opdele midlerne i Udviklings- og markedsføringspuljen i tre underpuljer. En del til tilbagevendende events, en del til strategiske projekter og en del til nye initiativer og medfinansiering.

Hvert år bidrager Udviklings- og markedsføringspuljen med tilskud til et stort antal events i Vordingborg Kommune – både nye samt gamle kendinge. En stor andel af disse events opnår succes og gentages år efter år, med støtte fra bl.a. Udviklings- og markedsføringspuljen. Det har betydet, at en væsentlig andel af pengene i Udviklings- og markedsføringspuljen hvert år bevilliges som medfinansiering til tilbagevendende events og dermed bliver der færre og færre midler til at støtte nye initiativer.

Med et ønske om, fortsat at støtte tilbagevendende events og samtidig sikre, at der er midler i Udviklings- og markedsføringspuljen til strategisk udvikling og nye tiltag, har Udvalget for Bosætning, Økonomi og Nærdemokrati besluttet, at opdele midlerne i Udviklings- og markedsføringspuljen i tre underpuljer med hver deres fokus.

En del reserveres til tilbagevendende events

Til tilbagevendende events, som afholdes i 2019 er der afsat 2 mio. kr.

I 2020 er beløbet 1,5 mio. kr.

Samtidig præciseres det, at det er en forudsætning for de tilbagevendende events, at tilskudsbeløb fra Udviklings- og markedsføringspuljen skal falde år for år.

En del reserveres til strategiske projekter

I 2019 reserveres 1.5 mio. kr. til tilskud til projekter indenfor strategiske indsatsområder, besluttet af udvalget.

Tilskud til projekter inden for det aktuelle indsatsområde/tema udbydes via såkaldte calls til foreninger, frivillige og virksomheder.

I 2020 er beløbet 2 mio.kr.

En del reserveres til nye initiativer og medfinansiering

1,7 mio. kr. er reserveret til nye events og projekter, som understøtter formålet med Udviklings- og markedsføringspuljen, men ikke er omfattet af det strategiske tema, som på ansøgningstidspunktet er aktuel via et call samt til finansiering af kommunal medfinansiering til f.eks. EU-projekter eller statslige puljer.

På Vordingborg Kommunes hjemmeside vil informationer om calls bliver offentliggjort, ligesom du allerede nu kan læse retningslinjerne for Udviklings- og markedsføringspuljen.

Udviklings- og markedsføringspuljen kan søges til medfinansiering af større udviklings- og markedsføringsprojekter indenfor erhverv, bosætning og turisme. Projekterne skal have mærkbar og synlig effekt også uden for kommunens grænser.