Vandhus forsinkes i halvanden måned

En underentreprenørs konkurs gør, at Vordingborg kommunes nye vandhus først indvies den 6. februar 2018.

Vandhuset på Panteren i Vordingborg bliver forsinket i halvanden måned.

En konkurs og perioden op til konkursen hos en af entreprenør Morten C. Henriksens underentreprenører har desværre haft betydning for udestående arbejder bl.a. vedrørende betonstøbningen.

Det betyder, at entreprenøren skal finde andre til at løse opgaven, og dermed kan vandhuset ikke indvies den 22. december i år. I stedet indvies det den 6. februar 2018.

”Hverken problemstillingen eller tidsforsinkelsen kommer til at koste kommunen noget, men alligevel er det da rigtigt ærgerligt, at vi nu må udskyde indvielsen af kommunens nye vandhus. Det kunne have været årets julegave til kommunens borgere. Men der er selvfølgelig forståelse for den situation, som vores hovedentreprenør uforvarende er blevet bragt i, og en forsinkelse på halvanden måned er til at leve med,” siger borgmester Michael Seiding Larsen.

Vordingborg svømmehal på Iselingeskolen har nu fået dispensation til at fungere indtil det nye vandhus kan indvies. Det betyder, at de sædvanlige aktiviteter i svømmehallen vil blive gennemført frem til den 6. februar 2018.

Både Vordingborg svømmehal og det nye vandhus drives af DGI huset Panteren.