Velkommen tilflytter

Tilflyttere inviteres til velkomstarrangement med brunch, info, underholdning og guidede busture.

Der er gang i den hos ejendomsmæglere og udlejere i Vordingborg Kommune. I første halvår af 2018 kom næsten 1.000 nye borgere til. Nu inviterer Vordingborg Kommune for første gang til velkomstarrangement for tilflyttere.

"Vi vil gerne give folk en god velkomst og fortælle om alle de ting, vores dejlige kommune har at byde på," fortæller borgmester Mikael Smed.

Det handler både om kommunens tilbud når det gælder skoler, dagtilbud, sundhed, pleje, idræt og meget andet. Men det handler også om de mange foreningstilbud, attraktioner, kulturlivet og uddannelsestilbud.

"De fleste kender Møns Klint, men vi vil også gerne fortælle om vores nye vandhus, om det blå eventyr, vores sundhedstilbud, legepladser, cykelstier og meget mere," uddyber borgmesteren.

Der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål om lige præcis det, der betyder noget for en selv - og til at få en sludder med andre tilflyttere.

"Efter et par timer på rådhuset kan man tage med på en bustur rundt i vores smukke kommune og se og høre om oplevelser, seværdigheder, historie, byggerier og alt muligt andet. Det hele er gratis," fortæller viceborgmester Else-Marie Langballe Sørensen.

Alle, der er flyttet til kommunen i 2018, er velkommen.

Husk tilmelding senest den 11. november af hensyn til antallet af bussæder, der skal i brug, og hvor meget brunch, der skal på bordet.

Tilmeld dig

Er du flyttet til i første halvår 2018, har du fået en invitation i din postkasse – husk at tjek den digitale.

Hvis du er flyttet til kommunen i perioden juli-oktober er du også velkommen, men den officielle invitation kommer først med posten til det næste tilflytterarrangement i det nye år.

Det er planen, at Vordingborg Kommune fremover vil byde nye bysbørn velkommen to gange om året. Næste arrangement bliver til foråret.

Program lørdag den 17. november kl. 09.30 til kl. 11.30:

Brunch, information og underholdning.

Borgmester Mikael Smed byder velkommen.

Borgmesteren og viceborgmester Else-Marie Langballe Sørensen fortæller og svarer på spørgsmål.

”Tusindkunstner” Jan Duvander underholder – særligt for de yngste.

Kl. 11.45 til kl. 14.00: Guidede busture rundt i kommunen

Tag med på tur og få information om steder, seværdigheder, historie og aktiviteter.

Vælg mellem to ruter:

1) Sydsjælland eller

2) Bogø og Møn

Det hele starter og slutter på Vordingborg Rådhus, Valdemarsgade 43, 4760 Vordingborg.

Statistik

Flyttet til Vordingborg Kommune i 1. halvår 2018

15-25 år: 251

26-35 år: 217

35-45 år: 138

46-55 år: 122

56-65 år: 96

66-75 år: 78

76-85 år: 22

86-95 år: 44

I alt: 968