Vi har godt drikkevand

En status på et specifikt pesticid viser intet akut sundhedsskadeligt.

Der har i efteråret været megen opmærksomhed omkring rester af et gammelt pesticid, som man indtil 1996 brugte til at sprøjte roer. Pesticidet hedder desphenyl-chloridazon, og det er flere steder i landet fundet i drikkevandet i mængder langt over grænseværdien.

Også i Vordingborg Kommune har vi fundet stofferne, men de fleste steder dog kun under grænseværdierne viser en status fra den 23. november 2017.

Borre, Hjertebjerg og Stege vandværker på Møn har på grund af for grænseværdi hver lukket en boring og leverer derfor igen fint rent vand til deres forbrugere.

Råbylille vandværk – også på Møn - har fundet pesticidet på grænseværdien. De arbejder på at finde en løsning på det snarest muligt. Embedslægen har dog vurderet, at de fundne overskridelser ikke er akut sundhedsskadelige, men vandgruppen og vandværkerne arbejder naturligvis på hurtigst muligt at få drikkevandet til at overholde de gældende grænseværdier.

Langebæk vandværk har haft en overskridelse af grænseværdierne, men har d. 23. november koblet over til forsyning fra et nabovandværk – således at deres forbrugere nu igen kan drikke godt vand.

Kortet nederst på siden viser forsyningsområderne for vandværkerne.

I hvert forsyningsområde vises vandværkets placering med en cirkel. Cirklens farve viser indholdet af desphenyl-chloridazon i vandet.

Som det fremgår er der en række vandværker, hvor vandet endnu ikke er kontrolleret, vi forventer at de manglende analyser kommer i løbet af december og januar. Kortet bliver opdateret, når der er nyt i sagen.