Vilde Vulkaner 2019

Børnemusikfestivalen Vilde Vulkaner fejrer i år sit 25 års jubilæum med en stjerneparade af store nye navne og gamle kendinge på programmet.

Når Danmarks største børnemusikfestival Vilde Vulkaner Vordingborg den 2. juli åbner portene for fire dages fest, bliver det med endnu en stjerneparade af store nye navne og gamle kendinge, som skal være med til at fejre festivalens 25 år jubilæum.

De mere end 11.000 gæster, som sørgede for at alle billetter til festivalen blev revet væk på 26 timer, kan blandt andet glæde sig til at Scarlet Pleasure optræder på festivalen for første gang. Udover at have vundet prisen for årets hit med ”Deja Vú” er den danske poptrio også blevet hædret som Årets Danske Gruppe ved Danish Music Awards i 2017.

På plakaten er også Kesi, der på trods af sin unge alder, har siddet tungt på den danske hip-hop scene siden 2011. Hans massive popularitet rækker desuden langt udover hitlisterne. I foråret 2018 spillede Kesi en fuldstændig udsolgt landsdækkende turné og med hans jævne flow af ny musik fra øverste hylde, tegner fremtiden kun til at blive endnu større for den unge rapper.

På plakaten er også Skinz, som fik sit store gennembrud i 2017 med singlen ”Jeg Har En Pige”. Skinz har fået fire guldcertificeringer og en platincertificering, og der er intet som tyder på, at hitparaden stopper lige foreløbig.

Den udsolgte festival byder også på Alexander Oscar, som med blot tre singler bag sig allerede har opnået imponerende resultater og markeret sig som en af morgendagens helt store stjerner på den danske musikscene. Det unge sangtalent Clara, som udsendte sit debutalbum ”August Eighteen” på sin 18 års fødselsdag og senere udkom med hittet ”Slippin” kigger også forbi festivalen.

Og selvfølgelig går Vilde Vulkaner Vordingborg også en tur nedad ”memory lane” i det 25. jubilæumsår og præsenterer stærke gamle kendinge som Medina, Joey Moe og ikke mindst Shaka Loveless og Wafande, som sammen spiller et stort anlagt show her i 2019.

Festivalleder Frank Villumsen glæder sig over, at det igen i år er lykkes at trække så mange gode navne til festivalen. ”De 11.000 børn og unge som allerede i juli måned sidste år støvsugede alle billetterne har fortjent at få nogle musikalske oplevelser fra øverste hylde - og det får de. Flere af navnene i år er så store, at der har været kamp om at stå øverst på plakaten. Så vi kommer til at fejre vores 25. år jubilæum med et brag af en fest” lover Frank Villumsen.