Virksomheder glade for samarbejdet med jobcentret

144 virksomheder har svaret på tilfredshedsundersøgelse.

82 % af virksomhederne er meget tilfredse eller tilfredse med det generelle samarbejde med jobcentret. Det viser en ny tilfredshedsmåling baseret på 144 virksomheders svar.

I det første halvår af 2019 blev alle de virksomheder, jobcentret har haft kontakt med, spurgt af KL om deres tilfredshed med samarbejdet. Og svarene viser, at virksomhedernes tilfredshed med jobcentrets service er stigende.

På spørgsmål om tilfredsheden med jobcentrets information, kommunikation, responstid, samarbejde og forståelse for virksomheden, er der sket en stigning på alle parametre med 4-8 % siden tilfredshedsmålingen i foråret 2018.

Knapt 70 virksomheder har valgt at uddybe deres tilfredshed med jobcentret – og her blev ord som god dialog, hurtige og fagligt kompetente medarbejdere brugt meget ofte.

Tilfredsheden med samarbejdet ses tydeligt i de skriftlige bemærkninger:

• ”Hurtig og kvalificeret behandling. God tone og hjælp til udfyldelse m.v.”

• ”Det er bare gået nemt og hurtigt at få papirerne i orden”.

• ”Vi fik hurtigt lavet oprettelse af praktikplads til medarbejder, hvilket nu har resulteret i at hun er påbegyndt uddannelse”.

Resultatet vækker glæde hos Anders J. Andersen formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse:

”Jeg blev rigtig glad, da jeg så resultatet – særligt fordi virksomhederne synes, at samarbejdet og forståelsen af deres behov er blevet endnu bedre end sidste år”.

Han hæfter sig også meget tilfreds ved, at hele 74 % af virksomhederne kan anbefale et samarbejde med jobcentret til andre virksomheder.

Som et resultatet af samarbejdet blev der i 70 % af tilfældene lavet en aftale om at få en ledig i virksomhedspraktik eller løntilskud – og da vejen tilbage til arbejdsmarkedet ofte går gennem en virksomhed, skaber det gode samarbejde grobund for fremtidig beskæftigelse.

Anders J. Andersen tilføjer: ”Udvalget har netop besluttet os for at afprøve nye måder at samarbejde med virksomhederne på. Vi vil invitere interesserede virksomheder til ad hoc netværk, som kan arbejde med et tema som eksempelvis opkvalificering af medarbejdere eller unge i uddannelsesforløb ”.

Initiativet startes op til næste år. Ud over de nye tiltag, har udvalget besluttet, at virksomhederne kontinuerligt skal spørges om, hvordan de oplever samarbejdet med jobcentret. Det har resulteret i, at der nu gennemføres en tilfredshedsundersøgelse blandt virksomhederne to gange om året. Næste måling er allerede i gang og dækker perioden fra august til og med december.