Vordingborg Cykelfestival

Der kan opleves cykler i alle udgaver den 4. og 5. maj.

Så tager vi cyklerne frem

Og det gør vi i weekenden den 4. – 5. maj) hvor der for første gang afholdes Vordingborg Cykelfestival.

Og det bliver noget af et syn, når deltagerne begynder at ankomme på alle mulige og umulige fantasifulde cykler - ethjulede, tandems, tridems, tricykler, longjohns, shortjohns, ladcykler, liggecykler, løbecykler, børnecykler, foldecykler, pedersencykler, vandcykler og cykelanhængere.

Festivalen åbner kl. 11:00 på Masnedsund Havn, hvor Borgmester Mikael Smed holder åbningstalen.

Den 5. maj har Østersøruten, som går igennem Vordingborg Kommune fødselsdag, så det fejrer cykelfestivalen selvfølgelig også.

Ånden i festivalen er aktivistisk, kunstnerisk, trafik- og miljøpolitisk – Og arrangørerne udtaler, at det bliver som en folkefest med fest, sjov og ballade – og det kan jo være svært at sige nej til.

Tonerne fra ”jeg er så glad for min cykel” vil dagen igennem fylde festpladsen. Der vil være boder med udstillinger, foreninger, mad og drikke fra lokale virksomheder og handlende. Børn kan få tjekket om deres cykler er lovlige. Der kan købes cykeltilbehør som ringeklokker, gule veste, cykelhjelme, cykellygter m.m.

Festivalen arrangeres af Galleri Svante med støtte fra Vordingborg Kommune