Silo Bio på Østmøn

Med kommunetilskud kan Silo Bio på Østmøn måske igen vise film under åben himmel.

Foreningen Kulturforum Østmøn, KØST støttes for andet år i træk med tilskud til at afholde Silo-Bio i Borre på Østmøn.

Kulturforum Østmøn, er dannet for at iværksætte kunstneriske og kulturelle aktiviteter, der kan styrke netværk og sammenhold på Østmøn.

Foreningen ønsker med Silo-Bio at medvirkende til at Vordingborg kommune bliver kendt som en kommune som støtter filmmiljøet lokalt, med gode biografer, filmfestivaler, en filmskole i Stege og Vordingborg for unge og med to friluftsbiografer.

Projektet gennemføres den 5. og den 6. august 2016. Der fremvises to film (én hver aften), ikke mainstreamfilm, men film omkring et tema, som udvælges med filmdistributøren.

Projektets samlede budget er på 84.000 kr., hvoraf Vordingborg Kommune støtter med halvdelen dvs. 42.000 kr. KØSK har opnået tilsagn til projektet med 20.000 kr. fra Fanefjord Sparekasses Fond, og medfinansierer selv projektet med 8.500 kr., som var overskud fra arrangementet i 2015. De sidste midler planlægges ansøgt fra Det Danske Filminstitut.