Vandhuset indvies den 12. oktober

Der er gratis svømning samt suppe og pølser på selve dagen, mens efterårsferien byder på svømning til lave priser.

Fredag den 12. oktober kl. 15.30 indvies Vordingborg Kommunes nye Vandhus.

Det sker med tale af borgmester Mikael Smed, entreprenør Morten C Henriksen og formand for DGI Huset Uffe Nielsen. Derefter inviteres alle kommunens borgere til at bade gratis frem til kl. 19 og serviceres med gratis pølser og suppe.

I hele efterårsferien fortsætter indvielsesfestlighederne i det der - uanset alder - vil være adgang til at benytte Vandhuset for kun 20 kr. fra kl. 6 morgen til kl. 21 aften.

På indvielsesdagen har både de faste morgensvømmere og formiddagssvømmere adgang på deres normale svømmetidspunkter.