Sandvig- kysten med kulturhistorie, bænke, badebro og vandresti

Begynd oplevelsen ved indgangen til Sandvig Havn, hvor du kan orientere dig om området og sætte dig ved shelterne og slappe af. Bevæg dig så ud i det flotte landskab på stien mod nord og tag en afstikker til højre til badebroen hvor du kan tage dig en dukkert. I dette område føles det, som om du er midt i den vilde natur med havudsigt og strandenge og kun naturens lyde. Kulturhistorien fortælles på et skilt ved ”Børnehøj” som du går forbi på stien mod nord og snart går du igennem et indhegnet overdrevsområde, hvor kvæget græsser. Hvis du har kikkert med er her et godt sted at sætte sig og kigge efter fugle ved vandet.

Stien som er en del af Sjællandsleden kan gås som en rundtur på ca. 1,5 km fra P-pladsen, eller du kan fortsætte gennem den private skov længere fremme, hvor skygge og dufte og fuglesang omslutter dig venligt.

Startsted: P-pladsen på græsarealet lige inden Sandvig Havn, Sandvigvej, 4735 Mern