Pulje for Frivillighed og Nærdemokrati

Formål

Vordingborg Kommune vil gerne støtte aktiviteter og projekter, der mærkbart styrker den lokale udvikling, udvikler fællesskabet og det brede samarbejde lokalt. Puljen er i høj grad til initiativer, som er båret af en frivillig indsats og mere almennyttige formål. Der prioriteres projekter og aktiviteter, der bidrager positivt til erhvervsudvikling og bosætning i kommune.

BESLUTNING OM TILSKUD

Hvem der beslutter, om der kan tildeles midler fra puljen, afhænger af, hvor mange midler der søges om. 

  • Beløb, der er mindre end 20.000 kr., behandles administrativt.
  • Beløb mellem 20.000 og 100.000 kr. behandles i styregruppen for Nærdemokrati og frivillighed.
  • Ved beløb større end 100.000 kr. indstiller styregruppen for Nærdemokrati og Frivillighed til Udvalg for Bosætning, Økonomi og Nærdemokrati, som herefter behandler ansøgningen.  Ansøgninger behandles ved først kommende styregruppe- og/eller udvalgsmøde.

Hvem kan søge?

Foreninger, organisationer og virksomheder i Vordingborg Kommune kan søge om tilskud fra puljen for Frivillighed og Nærdemokrati. Virksomheder kan kun støttes i det omfang det ikke strider mod kommunalfuldmagten. Det betyder, at enkeltpersoner eller enkeltvirksomheder ikke kan modtage støtte, da det vil være konkurrenceforvridende.

FRIvilligt engagement

Ansøger skal demonstrere det frivillige engagement og brede samarbejde i projektet/initiativet.
Det er op til ansøger at demonstrere det frivillige engagement. Det kan være i form af støtteerklæringer fra deltagende organisationer, frivillige, foreninger, virksomheder m.v. eller det kan være i form af en opgørelse over hvor mange frivillige timer der forventes brugt på de enkelte aktiviteter, samt hvem (enkeltpersoner eller foreninger/organisationer) der bruger timer på aktiviteterne. Det frivillige engagement skal omfangsmæssigt stå i rimeligt forhold til projektets formål og omfang.
Der gives ikke tilskud til de frivilliges kørsel og andre transportudgifter til og fra projektet ved udførelse af frivilligt arbejde. Personer, som arbejder frivilligt på et projekt, kan ikke også have lønnet arbejde på samme projekt.

Vurdering af projekter

 Projekter og initiativer vurderes ud fra tre kriterier som er:

  1. ud fra om udviklingsaktiviteterne styrker et lokalområdes sammenhængskraft, kvalitet og fællesskab.
  2. ud fra projektets levedygtighed – dvs. om projektet forventes at kunne opretholdes uden yderligere fremtidig støtte fra puljen eller drifts- eller vedligeholdelsestilskud fra Vordingborg Kommune. Drifts- og vedligeholdelse vil derfor som udgangspunkt tilfalde ansøger, og skal derfor beskrives i projektbeskrivelsen.
  3. ud fra projektets demonstration af det brede samarbejde, lokale engagement, herunder evnen til at styrke frivilligheden i et område.

Ansøg

  • Ved ansøgning anvendes ansøgningsskema, som downloades her på siden.
  • Husk at læse retningslinjerne for FN-puljen, inden du udfylder ansøgningsskemaet.
  • Ansøgninger og bilag sendes til Afdeling for Strategi og Implementering, FNpulje@vordingborg.dk.

 

Ansøg om tilskud

Læs retningslinjer for tildeling af midler fra FN-puljen