Kommunalvalg 2013

Kommunalvalget tirsdag den 19. november 2013 gav denne mandatfordeling i Vordingborg Kommune:

A Socialdemokraterne 8 mandater

B Radikale Venstre 1 mandat

C Det Konservative Folkeparti 1 mandat (-2)

F Socialistisk Folkeparti (SF) 2 mandater (-4)

G Demokratisk Fremskridt 0 mandater

I Liberal Alliance 0 mandater

O Dansk Folkeparti 4 mandater (+1)

V Venstre, Danmarks Liberale Parti 11 mandater (+3)

Ø Enhedslisten - De Rød-Grønne 2 mandater (+2)

Å Borgerlisten 0 mandater

Se stemmetal og stemmeprocenter fordelt på afstemningsområder

Ved valget var det en stemmeprocent på 75,8 %, hvilket var en stigning på 6,7 % i forhold til kommunalvalget i 2009.

 

Konstitueringsaftale

Partierne i det borgerlige/liberale valgforbund er enige om, at der er fem områder, som skal prioriteres, således at ændringer kan træde i kraft umiddelbart efter at den nye kommunalbestyrelse er tiltrådt.

  • Partierne vil oprette et Erhvervsudvalg med selvstændig kompetenceområde, der som sin første opgave skal sikre at Vordingborg Kommune fremover arbejder ud fra devisen ”Myndighedsudøvelse med et servicegen”. Det er i virksomhederne ”samfundskagen” skal skabes, og den kommunale administration skal geares til at medvirke til at virksomhederne – både eksisterende og nye - bliver langt mere tilfredse med samarbejdet med kommunen. Det er af afgørende betydning for erhvervslivet, at rammevilkårene forbedres.
  • De 3 partier erkender, at den vedtagne skolereform ikke fungerer optimalt. Ikke mindst inklusion af elever med særlige behov medfører betydelige problemer. Der er brug for, at der laves en målrettet plan for at afbøde de uheldige virkninger i skolereformen. Der er afsat midler hertil
  • Kloakplaner og vandafledning skal vurderes nøje. Vi skal naturligvis overholde overordnede planer for beskyttelse af miljøet, men vi skal ikke i kommunen ”overimplementere” planerne med større udgifter for borgere og virksomheder til følge. Fremtidige tiltag skal sikre, at vi får ”mest mulig miljø” for pengene. Det er positivt, at der allerede er enighed om nedsættelse af vandafledningsbidraget.
    Der laves en uvildig undersøgelse af tvister omkring kloaktilslutningsbidraget.
  • Valgforbundspartierne er opmærksomme på, at ældreområdet har store udfordringer i den kommende periode. Antallet af ældre borgere er stigende. Partierne vil have fokus på området, så vi kan sikre tryghed og livskvalitet for vore ældre medborgere.
  • Skatter og kommunale afgifter skal holdes i ro. Vi vil afdrage mere på kommunens gæld, end nye låneoptagelse.
  • Prissætningen på parcelhusgrunde ændres, så prisen svarer til markedsprisen.
  • Udbud af kommunale opgaver skal i videst muligt omfang ske i fagentrepriser og i mindre portioner, således at lokale håndværksvirksomheder får bedre muligheder for at byde på opgaverne.


    Knud Larsen, Venstre

    Heino Hahn, Dansk Folkeparti

    Thomas Christfort, Det Konservative Folkeparti