Aktiviteter på Solvang

Da borgerne på Solvang oftest er ramt af én eller anden form for hukommelsessvækkelse, er vore aktiviteter rettet specielt mod dét, den enkelte kan eller har lyst til den pågældende dag.

Det betyder også, at når aktiviteten foregår på borgerens præmisser, så kan det variere med, hvor ofte aktiviteten foregår, og hvor meget der kan foregå, samt hvor lang tid ad gangen borgeren kan være i gang med aktiviteter den pågældende dag.

Vi er ofte til de stille aktiviteter som småsnak, der hygger og bringer minder frem. Al aktivitet foregår med vores aktivitetsmedarbejder, der er her i formiddagstimerne, og når og hvis vi har frivillige, der kan deltage på andre tidspunkter af dagen. Der kan aktiviteten være små gå-ture uden for Solvangs område eller en tur som passager på duo el-cykel sammen med en ”frivillig pilot”.

Vi forsøger gennem opslag på Husenes opslagstavler at vise aktiviteterne inde i husene. 

Erindringsdans

Vi danser, når kræfter og humør er til det – Erindringsdans – som hos mange bringer gode minder frem, og lige så snart musikken starter, får de glemte trin tilbage i fødderne.

Der laves opslag i god tid til beboernes postkasser, så både beboerne og familien er orienteret om, hvornår sæsonen starter og stopper. Pårørende er selvfølgelig meget velkommen til at deltage og få en hyggelig stund med dans og glade ansigter. Deres tilstedeværelse i aktiviteterne værdsættes meget af både medarbejder og beboere.

Stolegymnastik

Vi kan også brilliere under vores fælles stolegymnastik, der foregår på tirsdage og torsdage om formiddagen, hvis kræfterne er til det hos beboerne.

Vores dygtige aktivitetsmedarbejder kan, med sit gode kendskab til borgerne, lokke minderne frem og gennem venlig og hjælpende leg få hukommelsen lidt på gled, så stednavne og alt, hvad der dukker op med det, få latteren frem.

Hukommelseslege sætter vore beboere stor pris på, og hjælpsomheden, hvis det kniber et øjeblik med at huske, er stor, og spændingen ved ikke at være den, der lige skal huske noget og ”have det lige på tungen” selv, kan få farve frem i kinderne på selv den mest disciplinerede, fordi der alligevel ”går lidt konkurrence i den”.

 

Sang og underholdning

Vi synger gerne, og har fast besøg af en præst, der holder en mindre gudstjeneste, og vi synger salmer med klaverakkompagnement. Dette forgår igen på beboernes præmisser og kan derfor variere i længde og omfang, da arrangementet tilpasses beboernes evt. formåen på dagen. Det betyder også, at der kan være aflysninger, hvis kræfter og/eller lyst til deltagelse mangler. 

Desuden kommer der forskellige underholdere med bl.a. harmonikamusik og spiller for os.

Sct. Georgs gilderne kommer og besøger os, hvor de synger de gode gamle sange med os, og hvor vi desuden hygger med kaffe og kage, så stemmerne kan holde.

Luciaoptog har vi også, det er som regel de omkringliggende skoler eller spejderne, vi har besøg af. De oplyser huset, og får det til at skinne i vintermørket i det smukke optog, hvor børnenes koncentrerede ansigter sige alt om, hvor vigtig det er for dem også, at vise det bedste de kan.

Andre aktiviteter

MOTORIK OG BALANCE

Gennem understøttende leg forsøger vores aktivitetsmedarbejder at træne motorik og balance. Vi griber bolde - og taber dem - men så må vi ned og hente dem op igen, også selvom vi skal have hjælp til det. Balloner og små flasker med sand kan også komme i spil til lettere motoriske øvelser både med ”arme bøj og arme stræk”.

På dage uden stolegymnastik går vores aktivitetsmedarbejder ture i huset med borgere alt efter den pågældende beboers formåen, og træner på gangene og på trapperne, hvis der er behov for det.

Derudover prøver vi at skabe en så tryg atmosfære som muligt, for at få borgerne til at blive ved med at bruge deres ben og arme så meget som muligt og så længe som muligt. Bevægelsesfriheden er vigtig både for afveksling i hverdagen og for omfanget af det behov for hjælp, der behøves i det daglige.

Vi har også en skøn have, der er plantet til som sansehave med forskellige duftende indslag, hvor borgerne kan gå rundt og kigge på planterne og hønsene i hønsehuset og snakke lidt med dem på deres vej.

Fejring af højtider og andre mærkedage

Vi lægger vægt på at inddrage de pårørende og invitere dem til at hjælpe med at pynte op, både til Påske, Jul og Nytår for derigennem at vise årets gang.

Ved højtiderne: f.eks. til Jul, Mortens Aften osv. lægger vi op til fællesspisning med borgerne og deres pårørende i de enkelte Huse. Der hygges, som man gør ude i de almindelige hjem, og hvor man (de pårørende) kan bestille mad, der netop hører til den pågældende højtid gennem Vintersbølle Køkkenet.

Til Fastelavn slår vi ved fælles hjælp ”Katten af tønden” og kårer både Kattekonge som Kattedronning. Vi er selvfølgelig udklædte efter alle kunstens regler, og vores udklædningstøj kan både præstere pirater som prinsesser og det meste derimellem.

At være beboer på Solvang

Klik her for at se brochure.

Og klik her for at se prisskema 2018 på mad og vask på Solvang.

Information om fraflytning af plejebolig i Vordingborg Kommune klik her.

Rydningserklæring klik her.