Servicedeklaration for Synscentralen

Synscentralen er et tilbud til blinde og svagsynede borgere i kommunerne Faxe, Guldborgsund, Lolland, Næstved og Vordingborg

Synscentralen har Vordingborg kommune som driftskommune og leveringsaftale med de øvrige kommuner. Vi tilbyder rådgivning, vejledning, undervisning og afprøvning samt anbefaling af synshjælpemidler.

Målsætning

Vores målsætning er at bistå blinde og svagsynede borgere i kommunen i at opnå bedst mulige vilkår for selvstændig livsførelse, herunder deltagelse i undervisning, uddannelse, erhverv og samfundsliv. Blinde og svagsynede borgere er i centrum for Synscentralen, virksomhed og vi har som målsætning at fremstå som en let tilgængelig og ubureaukratisk virksomhed.

Strategi

Vores strategi er at skabe sammenhæng mellem udredning, den pædagogiske og optiske indsats og kompenserende hjælpemidler. Vi ønsker at hjælpe borgeren ud fra individuelle og efterspurgte tilbud samt sikre viden i et tværfagligt miljø. Et vedvarende højt fagligt vidensniveau er vigtigt for virksomheden ligesom prioritering af ressourcerne i takt med udviklingen. 

Tilbud

Vi tilbyder vejledning, rådgivning og undervisning til alle svagsynede og blinde voksne, unge og børn samt deres pårørende. Derudover tilbyder vi samarbejde med andre kommunale faggrupper, herunder sagsbehandlere, Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning, UU-centre, Jobcentre, institutionspersonale mv. Vi varetager afprøvning af optiske og IT-kommunikationshjælpemidler samt øvrige synshjælpemidler og formidler ansøgninger mv. mellem borger og kommune.

Vi tilbyder kurser og temadage om undervisning og mestring, når synet svigter, brug af synshjælpemidler, forståelse af lovgivning, mv.

Ved indkaldelse kan Synscentralen i fornødent omfang yde støtte til befordring. Undervisning, rådgivning og vejledning er ligesom de fleste synshjælpemidler uden brugerbetaling.

Visitation

Man kan få bistand fra Synscentralen, når synet på det bedste øje efter korrektion med bedste brille er 6/18 eller dårligere. Synsbrøken 6/18 betyder, at hvad normalt seende kan se på 18 meters afstand, kan den svagsynede ikke se på en afstand større end 6 meter. Eller hvis synsfeltet er koncentrisk indsnævret til 20 grader og derunder, eller hvis det halve af synsfeltet er bortfaldet (hemianopsi). Derudover kan man komme i betragtning til bevilling af optiske hjælpemidler, hvis man har en medicinsk-optisk defineret øjenlidelse jf. Servicelovens § 112 stk. 3.

Hjælpemidler

Synscentralen udreder behovet for synshjælpemidler, og kommunen træffer afgørelse om eventuel bevilling heraf. Det drejer sig om optiske synshjælpemidler til: Personer med varig nedsat synsfunktion eller Medicinsk-optisk defineret varig øjenlidelse Der ydes ikke tilskud, hvis behovet eksempelvis alene skyldes langsynethed eller nærsynethed op til +/- 16-17 dioptrier eller ved bygningsfejl under 5 dioptrier i cylinderværdi. For børn indtil 10 år gælder dog, at der ydes tilskud til briller og kontaktlinser, hvor styrken er større end + 7 dioptrier i højest brydende plan.

Hjælpemidlerne kan være:

• Optikunderstøttende hjælpemidler som læselys og læseplade

• Særlige IT-hjælpemidler til kommunikation

• IT-understøttende hjælpemidler som computerbord

• Øjenproteser

• ADL- og andre synshjælpemidler.

Sagsforløb

Ved den første henvendelse om bistand orienteres borgeren om mulighederne og det videre forløb. Inden for få dage modtager borgeren en samtykkeerklæring, som returneres til Synscentralen. Samtykket drejer sig om tilladelse til at formidling af oplysninger angående borgeren mellem Synscentralen og relevante parter i borgers sag. På baggrund af de modtagne oplysninger (bl.a. synsdiagnose, synsstyrke, ordineret optik m.v.) foretages der først en visitation og derefter en faglig vurdering af den mulige hjælp, der kan ydes. Vurderingen fortages i samarbejde mellem synskonsulent og optiker. Brugerens ønsker lægges i videst mulig omfang til grund for Synscentralens forslag om undervisning eller synshjælpemidler, og brugeren træffer sine egne afgørelser om, hvad han eller hun måtte ønske at ansøge om eller få iværksat.

Ventetid

Den tid, det tager at fremskaffe de nødvendige øjenoplysninger, indgår som en del af ventetiden for brugeren. Hastesager har dog en maksimal ventetid på 1 uge, mens akutsager ingen ventetid har.

Det videre sagsforløb

Senest 7 hverdage efter Synscentralen har modtaget de øjenlægelige oplysninger, vil brugeren modtage information om det videre forløb, som altid begynder med en dialog med brugeren om de aktuelle behov.

Et første besøg på Synscentralen tager gennemsnitligt 1-2 timer, og indledes sædvanligvis først med en undersøgelse hos optikeren og derefter udredning/ rådgivning/undervisning af en synskonsulent og/eller IT-konsulent.

Synscentralens konsulenter tager også på hjemmebesøg, når det skønnes nødvendigt. Det kan f.eks. dreje sig om undervisning i mobility, hvor blinde og meget stærkt svagsynede lærer at færdes og bruge den hvide stok. Eller det kan dreje sig om undervisning i ADL (almindelig daglig levevis, altså en anden måde at klare sin daglige tilværelse når synet er svækket eller borte).

Synskonsulenten medbringer i tjenestebilen en omfattende samling af synshjælpemidler til afprøvning i hjemmet. Synscentralen samarbejder med en række optikere i kommunerne og foretager i vid udstrækning henvisning til disse. Som bruger af Synscentralen kan man forvente, at briller udmåles og fremstilles hos en af disse optikere. Der er frit valg af leverandør. En merudgift i forhold til Synscentralens samarbejdsaftale om bedst og billigst skal dog betales af brugeren. Optikerliste og samarbejdsaftale kan udleveres fra Synscentralen.

Synscentralens forventninger til brugerne

Vi forventer medvirken til, i et positivt samarbejde, at finde de mest velegnede løsninger. Dvs. at brugeren åbent og målrettet går ind i et forløb, som handler om at vurdere og afprøve nye muligheder og/eller nye måder at gøre velkendte ting på.

Klager over afgørelser

Hvis du ikke er enig i afgørelser truffet af en kommune eller Synscentralen, har du mulighed for at klage. Din klage skal være modtaget inden for almindelig kontortid senest 4 uger efter du har modtaget afgørelsen. For borgere fra Faxe, Næstved, Guldborgsund og Lolland kommune, skal der klages direkte til bopælskommunen. Borgere i Vordingborg kommune kan klage direkte til Synscentralen. Du kan klage både mundtligt og skriftligt. Hvis du ønsker det, kan du få hjælp til at skrive klagen. Når din klage er modtaget, vil afgørelsen blive vurderet igen. Hvis vi giver dig helt eller delvist medhold, vil du få besked inden for 4 uger. Hvis vi fastholder afgørelsen, vil din klage og sagens akter blive sendt til Ankestyrelsen inden for 4 uger.

Tvivlsspørgsmål

Hvis du har nogen spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.