Kirkeskoven

  • Kirkeskoven ejes af kommunen. Det er en gammel egeskov, der er mere end 200 år gammel. I skoven vokser der især stilk-eg, men i mindre områder vokser der også bøg. I øvrigt ses større ask og park-lind.
  • Selvom skoven er mere end 200 år gammel, er mængden af dødt ved begrænset. Det kan skyldes, at dødt ved tidligere i høj grad blev fjernet fra skoven og anvendt til brænde.
  • I dag bliver træerne primært fjernet af hensyn til publikums sikkerhed. For at skabe mulighed for foryngelse af egene er der foretaget plukhugst i skoven.
  • Der vokser mange forskellige skovbundsplanter i Kirkeskoven, såsom lærkespore, almindelig bingelurt, dansk ingefær, majblomst, anemoner og ikke mindst ramsløg, som sætter sit markante præg på skoven i forårsmånederne.
  • Skoven rummer også mange svampe, som er knyttet til det døde ved – stød og døde eller døende stammer.
  • Der er registreret seks arter af flagermus i skoven. Dværgflagermus og sydflagermus forekommer over næsten hele skoven. Dværgflagermus yngler i gamle ege -og asketræer, mens sydflagermus yngler i byens huse omkring skoven. 
  • I skoven findes 2-3 kolonier af råger, som sætter deres præg i de tidligere forårsmåneder. I starten af juni, hvor ungerne er fløjet fra rederne, er støjen begrænset, og fuglene har fundet andre overnatningssteder.
  • Desuden er Kirkeskoven rig på almindelige natsommerfugle (ugler, spindere og målere).
  • På en gåtur gennem skoven kommer du også forbi et græsareal med sikahjorte. Sikahjortene gik tidligere på Ruinterrænet, men de blev flyttet ned i Kirkeskoven i forbindelse med etablering af Danmarks Borgcenter og reetablering af voldgravene.
  • Skoven anvendes hele året rundt til gåture og løbeture for borgere i Vordingborg by og gæster udefra. Den besøges også af mange institutioner, skoler og børnehaver, som ligger i gå- eller cykelafstand fra skoven.
  • Der er gode trampestier og veje rundt i skoven og en naturlegeplads i tilknytning til skoven. 
Kontakt

Naturgruppen

Østergårdstræde 1A
4772 Langebæk

Personligt fremmøde kun efter aftale.

Telefontid
55 36 24 90
Mandag til fredag: 9.00 - 12.00

Send os en mail

Denne mail er ikke egnet til at sende personfølsomme oplysninger.

Har du behov for at sende en sikker mail til Vordingborg Kommune, skal den sendes via Digital Post på borger.dk.