Vedtægter for folkeoplysende voksenundervisning i Vordingborg Kommune skal som minimum indeholde:
Foreningens formål
En aftenskole skal tilbyde aftenskolevirksomhed. Det skal fremgå, at aftenskolen ønsker at udbyde folkeoplysende aktiviteter, der har afsæt i at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab. Aktiviteterne rummer undervisning, foredrag, debatskabende aktiviteter eller studiekreds, aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer, for voksne eller for voksne og børn sammen. Der skal være tale om kontinuerlige aktiviteter fx kursusforløb eller foredragsrække). Aftenskolen må derfor ikke etableres alene med det formål at afholde et enkeltstående arrangement Kompetencegivende undervisning hører ikke under folkeoplysningen.
Aftenskolens formål skal række ud over dens medlemmer og må ikke oprettes med det formål at skabe overskud til bestemte personer. Overskud skal bruges inden for aftenskolens folkeoplysende aktiviteter.
Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer
Der skal være en bestyrelse på mindst 5 medlemmer, der vælges eller udpeges af de medlemmer eller medlemsorganisationer, der står bag foreningen. Foreningen bag aftenskolen kan både være medlemmer eller medlemsorganisationer (fx politisk valgte medlemsorganisationer). Hertil skal der tilbydes en 6. plads til en repræsentant for deltagerne. En deltager er enhver, for hvem der er betalt tilskudsberettiget undervisning i aktuelle sæson. En deltager kan vælges uanset medlem af foreningen eller ej. Hvis pladsen ikke benyttes, er alene de fem lovpligtige medlemmer.
Bestyrelsen vælges på den årlige generalforsamling. Deltagerrepræsentanten vælges ligeledes ved valg og indkaldelse sendes til deltagerne eller ved opslag. Under dette punkt bør også fremgå minimum antal årlige bestyrelsesmøder, hvordan posterne fordeles, valgprocedure på generalforsamlingen, dagsorden for generalforsamlingen mv.
Regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor
Foreningen skal vælge en revisor, der godkender foreningens regnskab. Revisoren kan ikke være medlem af bestyrelsen. Regnskabet fremlægges til godkendelse på den årlige generalforsamling.
Foreningens hjemsted
Aftenskolen skal have hjemsted/adresse i Vordingborg kommune ligesom aktiviteterne primært skal foregå i Vordingborg Kommune.
Betingelser for medlemskab
Det skal fremgå, hvordan nye medlemmer optages i foreningen. Alle over 18 år, der kan gå ind for foreningens formål, kan blive medlem. Undervisningen skal som udgangspunkt være åben for alle. Bestemmelser om eksklusion og klageadgang skal også fremgå.
Kontingent
Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling. Der anbefales aktiv indmeldelse/udmeldelse, så aftenskolens aktive medlemmer fremgår.
Tegningsret for foreningen
Det skal fremgå hvem der har retten til at skrive under på vegne af foreningen. Det er typisk formand og kassereren i fællesskab. Det kan også tilføjes, at kassereren fx må underskrive ved mindre beløb.
Procedure for vedtægtsændringer
Det er alene generalforsamlingen, der kan ændre vedtægterne. Det skal fremgå af vedtægterne, hvilket flertal der skal til for at ændre vedtægterne og hvordan det varsles.
Anvendelse af foreningens eventuelle overskud og aktiver ved ophør
Hvis aftenskolen ophører, skal eventuelt overskud gå til almennyttige formål (forening, organisation eller projekt). Kun generalforsamlingen kan opløse foreningen. Overskud kan både være materiel, inventar, bygninger og kapital.