Nyt fra biblioteket uge 26

Publiceret 27-06-2024

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Nina Vestergaard anmelder "USA: Nationalparkernes land” af Michael Bo Christensen

Hvis du drømmer om at tage på den store biltur og se flere af USA’s stater – så får du her den helt store oplevelse serveret på et sølvfad! Michael Bo Christensen har skrevet en personlig, inspirerende og anekdote fyldt bog om det vestlige USA’s nationalparker – lige fra Californien, Colorado, Texas og de andre 8 stater, som han kører igennem i denne bog.

Michael Bo Christensen beskriver levende Yellowstone, Yosemite, Death Valley, Rocky Mountains og alle de andre nationalparker på sin tur. Han fortæller de historiske fakta om den hvide mands erobring af Vesten efter den amerikanske borgerkrig.

Læs hele anmeldelsen på www.vorbib.dk eller på Vordingborg Bibliotekernes Facebookside.

Vi vil rigtig gerne have din anmeldelse også! Har dette interesse? Skriv til biblioteket@vordingborg.dk, hvis du vil høre mere.

Start sommerferien med at gøre et bogkup på biblioteket!

I ugerne 28-30 holder Vordingborg Bibliotekerne sommerudsalg af kasserede materialer på Vordingborg-, Præstø- og Møn Bibliotek.

Fra mandag den 8. juli ved middagstid starter salget, hvor man kan være heldig at gøre et kup.

Kig forbi og find sommerens gode læseoplevelser før din nabo! Bogsalget er selvbetjent og der betales via MobilePay. I den betjente åbningstid er det også muligt at betale med kontant og kort på biblioteket.

Husk din egen pose, at bære bøgerne hjem i.

Sommerkrea

Igen i år tilbyder bibliotekerne forskellige kreative aktiviteter for børn og deres familie.

Kom og vær kreativ med hele familien på dit lokale bibliotek i sommerferieugerne 27-32.

I år kan du både lave påklædningsdukker, små racerbiler og boggnaske-bogmærker.

Hold øje med hjemmesiden www.vorbib.dk for værksteder og åbningstider.

Deltag i sommerbogen og vind lækre præmier!

Juhuu! Så er der gang i Sommerbogen - og du kan være med helt frem til d. 24/8.

Nu er der hjælp at hente, hvis du skal motivere dit barn eller barnebarn til en masse ekstra sommerferielæsning. Med Sommerbogen kan børnene motiveres til at læse ved hjælp af sjove læse-udfordringer, løbende lokale præmier og selvfølgelig hovedpræmierne; tøm en boghandel på 5 minutter.

Så vil man have chancen for at gå amok i en boghandel i 5 minutter, så er det nu, der skal sættes fut i læseriet. Kig forbi biblioteket og hent et opgaveark eller print det ud her.