Ny hjemmeside om vedligeholdende træningstilbud

Publiceret 27-11-2024

Frem mod 2026 sker der ændringer i træningstilbuddene til borgere, der modtager vedligeholdende træning. Ny hjemmeside samler spørgsmål og svar om fremtidens træningstilbud.

Ældre mand drikker vand under træning

 

Vordingborg Kommune ændrer gradvist i de vedligeholdende træningstilbud på aktivitetscentrene fra nu og frem mod 2026.

Ændringerne sker blandt andet for at sikre, at der også fremover kan tilbydes vedligeholdende træning af høj kvalitet til alle borgere, der har behov for det.

De væsentligste ændringer er:

  • Træningstilbuddene styrkes for de borgere, der har det største træningsbehov og som fagligt vurderes at have gavn af et vedligeholdende træningstilbud på et aktivitetscenter.
  • Borgere, der fagligt vurderes at have samme eller større gavn af at træne på egen hånd i fx en forening eller andre steder i lokalområdet, bliver vejledt i at opstarte træning der i stedet.
  • Der tilbydes fremover mere ensartede træningstilbud på tværs af aktivitetscentrene. Hidtil har der været væsentlige forskelle i træningstilbuddene på de enkelte aktivitetscentrene.
  • Der laves et samlet træningsteam, der tilbyder træning på tværs af aktivitetscentrene.
  • Foreninger, frivillige og andre i lokalsamfundene inviteres ind til at blive en større del af de øvrige aktiviteter på aktivitetscentrene i fremtiden.

Ny hjemmeside svarer på spørgsmål
Alle borgere, der bliver berørt af ændringer, vil få direkte besked i god tid, inden eventuelle ændringer træder i kraft. Men vi oplever allerede nu spørgsmål om de kommende ændringer, og derfor at har vi samlet de fleste spørgsmål og svar på en ny hjemmeside, som du finder her.

Bemærk: Da nogle tilbud stadig er under udvikling og et enkelt aktivitetscenter skal ombygges, kender vi ikke alle ændringer endnu. Men vi opdaterer løbende siden, i takt med at tilbuddene og ændringerne falder endeligt på plads.

Læs mere om aktivitetscentrene på vordingborg.dk/aktivitetscentre