Nyt fra biblioteket uge 6

Publiceret 06-02-2025

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Læs om den ”Kongen og urmageren”.

”Kongen og urmageren” er skrevet af den islandske forfatter Arnaldur Indriðason.  Han er mest kendt for sine krimier om politimanden Konrad, men han kan mere end det.

Denne historiske roman tager os tilbage til 1700-tallet, hvor den danske konge Christian den Syvende møder den islandske urmager Jon Sivertsen.

Urmageren Sivertsen er en ældre men ambitiøs urmager. Han erfarer, at der på slottet findes et helt fantastisk ur, som er gået helt i forfald. Flere eksperter har forsøgt at reparere det berømte ur men forgæves.

Urmageren retter selv henvendelse på slottet for at både at se og ikke mindst forsøge at reparere uret. Det viser sig at være en yderst vanskelig opgave. Dele af uret er solgt, bortkommet eller ødelagt, men urmageren går i gang. Han får sit eget lokale i en krog af slottet, hvor han kan påbegynde sit omfattende arbejde.

En aften får han besøg af den som bekendt ikke helt velfungerende konge Christian den Syvende. På trods af den enorme sociale forskel, opstår der en form for samhørighed de to imellem. Den ene aften bliver til mange aftener, og kongen beder urmageren om at fortælle en historie.

Det bliver så historien om urmagerens egen slægt på Island. Det viser sig, at kongens Far bærer ansvaret for, at urmagerens forældre er blevet henrettet. Den danske konge var på det tidspunkt øverste myndighed for retsvæsenet på Island, og dermed ham der beordrede henrettelsen. Alt dette sker på grund af en tvivlsom faderskabssag – en yderst tragisk historie. Det er virkelig barske løjer, hvor vanvittige love om utugt og utroskab bliver håndhævet af de skrupelløse og ubarmhjertige sysselmænd.

Læs Evas Themsens vurdering af denne tankevækkende bog på www.vorbib.dk og vores Facebookside, hvor du også kan hente mere inspiration.

Kom og lav fastelavnsris på dit lokale bibliotek

I hele vinterferien (uge 7) kan du komme forbi og lave masser af fastelavnspynt.

Vi har karton, silkepapir, lim, sakse m.v. klar til jer. 

Tag gerne hele familien med.

Vi ses på biblioteket!

Den store Maria – læs bogen se filmen

Onsdag d. 12. februar er der diva med stort D på programmet, når vi skal læse bogen ”Divaen” og se filmen 'Maria' i Bio Bernhard

Det handler selvfølgelig om den store operastjerne Maria Callas, der i filmen portrætteres af Angelina Jolie, som får stor ros for sin rolle.

Husk at købe billet til filmen inden bogsnakken starter kl. 9.15, hvis du ønsker at deltage i denne, da filmen vises direkte derefter kl. 10.00.

Man er velkommen til kun at se filmen, uden at deltage i bogsnak.

Lån bogen på biblioteket og se filmen i Bio Bernhard!

Brysternes kulturhistorie

Hør brystets biografi når forfatter, museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen, besøger Præstø Bibliotek.

Foredraget tager afsæt i bogen, hvor omdrejningspunktet er brysternes kulturhistorie og dermed et portræt af en kontroversiel, kommerciel, undertrykt, moderlig, erotisk og (indimellem) befriet kropsdel. 

Foredraget er spækket med billedmateriale og fængende historier om modige kvinder, som har udfordret samfundets normer. Under foredraget perspektiverer Mette Byriel-Thygesen brysternes historie og skaber dermed sammenhæng for publikum. 

Samtidig er der både plads til at grine, at blive overrasket – og blive klogere. Brystets biografi er videnskabelig, underholdende og overraskende.

Bogen kvalificerer enhver snak om bryster, fordi den klæder læserne på med ny viden og nye argumenter om en omdiskuteret del af kvindekroppen.

Mette Byriel-Thygesen (f. 1987) er etnolog og museumsinspektør på Nationalmuseet. Hun beskæftiger sig med seksualitet, krop og køn. Bogen Brystets biografi udkom i maj 2024.

Mød op til et spændende foredrag på Præstø Bibliotek d. 17. februar kl. 19.00

Køb billet foredraget her