Fleksjob

Ansøg om ledighedsydelse i forbindelse med ledighed (print selv)

Ansøg om ledighedsydelsen i forbindelse med ledighed (digital selvbetjening via borger.dk)

Når du er godkendt til fleksjob, har du ret til ledighedsydelse, indtil du bliver ansat i et fleksjob. Du får også ret til ledighedsydelse, hvis du bliver ledig fra et fleksjob.

Når du modtager ledighedsydelse, skal du møde til jobsamtaler med dit jobcenter mindst 4 gange inden for de første 6 måneder. Herefter skal du møde til jobsamtaler, når jobcenteret mener, at der er behov for det. Du har også ret til selv at bede om at komme til jobsamtale i jobcenteret. Afhængigt af din uddannelsesmæssige baggrund har du desuden ret til at deltage i et jobrettet uddannelsesforløb inden for de første ni måneders sammenlagte ledighed.

Du skal selv aktivt søge job, lægge dit CV på Jobnet og deltage i de tilbud, jobcentret giver, herunder et tilbud om fleksjob. Du kan få hjælp af dit jobcenter til at finde et fleksjob eller få gode råd til din jobsøgning.

Den højeste sats for ledighedsydelse svarer til 89 procent af højeste dagpengesats, dvs. 18.137 kr. (2024) pr. måned. Du vil få udbetalt den højeste sats for ledighedsydelse, hvis du opfylder en af disse betingelser, når du bliver godkendt til et fleksjob:

  • Du ville være berettiget til barselsdagpenge eller sygedagpenge
  • Du modtager sygedagpenge
  • Du deltager i revalidering efter Min Plan
  • Du modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.

Hvis du ikke opfylder betingelserne for at få den højeste sats for ledighedsydelse, modtager du i stedet et beløb på niveau med kontanthjælp:

  • Hvis du er forsørger, modtager du 16.382 kr. (2024) pr. måned.
  • Hvis du er ikke-forsørger, modtager du 12.326 kr. (2024) pr. måned.

Hvis du har været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder, får du ret til ledighedsydelse på 89 procent af dagpenges højeste beløb.

Størrelsen af din ledighedsydelse bliver ikke påvirket af din ægtefælles indkomst eller af, om du har formue.

Læs mere på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Du har ret til at holde ferie med ledighedsydelse allerede det første ferieår, du er ansat i et fleksjob eller er ledig og søger et fleksjob.

Ferieåret går fra 1. september til 31. august. Har du modtaget ledighedsydelse hele ferieåret optjener du 5 ugers ferie. I øvrige tilfælde sker der en forholdsmæssig beregning.

Du skal afholde ferie med ledighedsydelse, inden ferieafholdelsesperioden slutter, det vil sige 4 måneder efter ferieårets udløb. Du kan ikke overføre din ferie med ledighedsydelse fra et ferieår til det næste.

Feriepenge, som du har optjent i et tidligere job, trækkes fra det antal dage, som du kan holde ferie med ledighedsydelse i. Men det gælder kun, hvis din optjente ferie og din ret til feriedage med ledighedsydelse sammenlagt bliver mere end 25 feriedage.

Du skal søge om ferie hos kommunen, senest 14 dage før din ferie begynder. Hvis du først kontakter jobcentret, efter ferien er startet, har du først ret til ledighedsydelse under ferie fra og med den dag, hvor du har kontaktet jobcentret.

Du kan finde ledige fleksjob på jobnet.dk, men de allerfleste fleksjob bliver ikke slået op. Derfor er det en god idé at bruge dit netværk og søge uopfordret. Mange stillinger, der er slået op som almindelige deltidsstillinger, bliver også til fleksjob. Det er derfor en god idé også at søge på disse stillingopslag.

Måske skal du skifte branche, fordi du ikke længere kan arbejde inden for det område, hvor du tidligere har arbejdet. Hvis du er i tvivl om, hvad du kunne tænke dig at arbejde med, kan du komme i praktik på en virksomhed for at afprøve, om det er noget for dig.

Din arbejdstid og dine skånehensyn vil afhænge af dine konkrete arbejdsopgaver og af, hvordan opgaverne bliver tilrettelagt. Derfor er det noget, du og din arbejdsgiver må finde ud af i fællesskab.
Overvej også, hvordan du kan fortælle om dine skånebehov på en positiv måde.

Når du bliver tilbudt et fleksjob, skal du henvende dig til din kontaktperson i dit lokale jobcenter. En medarbejder fra jobcentret skal godkende fleksjobbet og vurdere din arbejdsevne i jobbet.

Et fleksjobbevis kan gøre det lettere for dig at søge et konkret job. Fleksjobbeviset fortæller en arbejdsgiver, at du er godkendt til et fleksjob, og hvilke skånebehov du har. På beviset står der også nogle generelle informationer om fleksjobordningen.

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen, inden 4 uger efter at du har modtaget kommunens afgørelse. Kommunen skal så genvurdere sin afgørelse inden 4 uger, fra de har modtaget din klage.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at din arbejdsevne er begrænset på grund af helbredsmæssige forhold. Det betyder, at opgaver og arbejdstid i fleksjobbet bliver tilpasset det, du kan klare.

Disse betingelser skal være opfyldt, for at kommunen kan bevilge dig et fleksjob:

  • Du skal være under folkepensionsalderen
  • Kommunen skal vurdere, at din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat
  • Alle muligheder for at opnå en almindelig ansættelse, fx gennem omplacering, skal være undersøgt.

Der findes fleksjob inden for alle brancher. I et fleksjob kan du både arbejde med det fag, du er uddannet til eller har erfaring med fra tidligere. Eller du kan skifte fag og bruge dine erfaringer på nye måder.

Selve fleksjobbet er midlertidigt i fem år ad gangen, hvis du er startet i dit fleksjob efter 2012, og du ikke er fyldt 40 år. Efter 4½ år skal kommunen vurdere, om du fortsat er berettiget til et fleksjob.  Hvis kommunen vurderer, at det er du, kan du sagtens blive i det samme fleksjob.

Hvis du er fyldt 40 år, kan du få et permanent fleksjob efter dit første fleksjob. Det kan ske, hvis du fortsat opfylder betingelserne for et fleksjob, og jobcenteret vurderer, at din arbejdsevne fortsat er nedsat i et omfang, der gør, at det ikke fremover er muligt for dig at komme i arbejde på almindelige vilkår.

Hvis du blev ansat inden 1. januar 2013

Hvis du blev ansat i dit nuværende fleksjob inden 1. januar 2013, skal kommunen ikke hvert femte år vurdere, om du fortsat er berettiget til fleksjob. Men hvis du skifter til et nyt fleksjob, gælder de samme regler som for fleksjob oprettet 1. januar 2013 eller senere.

Opfølgningssamtaler

Du vil blive indkaldt til en personlig samtale med jobcenteret, hver gang der er gået 2 ½ år i fleksjobbet.  Dette gælder, uanset om du er ansat før eller efter 2013.

Fleksydelse minder meget om efterløn. Fleksydelse er en tilbagetrækningsydelse, der giver dig mulighed for at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet, før du når folkepensionsalderen. Fleksydelse er målrettet personer, der er godkendt til et fleksjob og som har tilmeldt sig fleksydelsesordningen.

Hvornår du kan gå på fleksydelse, hvor længe og hvor meget du kan få i fleksydelse afhænger af, hvornår du er født:

Indhold fra borger.dk
Kontakt

Vordingborg Jobcenter

Er du over 30 år
Jobcenteret
Algade 63
4760 Vordingborg
Personligt fremmøde kun efter aftale.

Telefontid
55 36 23 00
Mandag til fredag 9.00 - 12.00
 
Er du under 30 år 
Ungecenteret
Kornerup Rådhus, Algade 97
4760 Vordingborg

Telefontid
55 36 32 00
Mandag til fredag 9.00 - 12.00

Åbningstider

  • Mandag  10.00 – 15.00
  • Tirsdag   10.00 – 15.00
  • Onsdag   Lukket
  • Torsdag  10.00 – 16.30
  • Fredag    10.00 – 12.30

Har du behov for at sende en sikker mail til Vordingborg Kommune, skal den sendes via Digital Post på borger.dk