Botilbud til voksne med funktionsnedsættelse eller sociale problemer

Du kan søge om en bolig på et botilbud, hvis du har fysiske, psykiske eller sociale problemer, og du har brug for socialpædagogisk støtte i hverdagen i kortere eller længere tid. Her kan du læse mere om, hvordan du får tilbudt et botilbud.

Det er sagsbehandlere i Psykiatri og Handicap, der vurderer, om du er berettiget til et botilbud. De taler med dig om dine ressourcer, ønsker og behov, og indhenter relevante oplysninger. De bruger Voksenudredningsmetoden, når de gennemfører deres vurdering.

Botilbuddet kan enten være midlertidigt, hvis vi vurderer at dine behov vil ændre sig, eller længerevarende, hvis vi vurderer at dit behov er varigt.

Støtten på et botilbud

På et botilbud vil du få hjælp til at håndtere de dele af din hverdag, du har svært ved at håndtere selv. Der vil også være fokus på at udvikle og vedligeholde dine kompetencer, og at forebygge de sociale problemer, du måtte have. Målet er, at du kan klare mest muligt selv.

Du vil blive opkrævet husleje for din bolig, mens du bor på botilbuddet. Desuden skal du betale for mad, hvis du får mad på tilbuddet.

Søg botilbud til voksne

Hvis du er over 25 år, og du vil søge om et botilbud, skal du kontakte psykiatriteamet under Vordingborg Kommunes Center for Psykiatri og Handicap. 

Se hvordan du kontakter Psykiatri og Handicap i kontaktboksen her på siden. Du kan ringe til os, eller du kan skrive til os over borger.dk. 

 

Søg botilbud til unge mellem 18-25 år

Hvis du er mellem 18-25 år, skal du i stedet kontakte Vordingborg Kommunes Ungecenter.

Læs mere om Ungecenteret

Vordingborg Kommunes botilbud

Vordingborg Kommunes Center for Psykiatri og Handicap driver en række botilbud til mennesker med funktionsnedsættelser eller psykiske eller sociale problemer. 

På tilbuddene kan der bo borgere fra både Vordingborg Kommune, og fra andre kommuner. 

Se alle vores botilbud på centerets side.

Kontakt

Psykiatri og Handicap

Storegade 56
4780 Stege

Personligt fremmøde kun efter aftale.

Telefontider

55 36 29 10

Mandag til fredag kl. 9.00 - 12.00

 

Har du behov for at sende en sikker mail til Vordingborg Kommune, skal den sendes via Digital Post på borger.dk.