Genbrugshjælpemidler og forbrugsgoder

Genbrugshjælpemidler bruges til at afhjælpe en funktionsnedsættelse, f.eks. kørestol, rollator, badetaburet eller arbejdsstol ved nedsat mobilitet.
Har du en varig nedsat funktionsevne, kan du søge om hjælpemidler, tilskud til hjælpemidler eller forbrugsgoder.

Læs mere

 

Hvem kan søge om genbrugshjælpemidler

Genbrugshjælpemidler kan f.eks. være rollator, kørestol, elektrisk seng, ramper og lignende. De er kendetegnede ved, at de kan bruges af en anden, når du ikke længere skal bruge dem.

  • Du kan søge om et genbrugshjælpemiddel, hvis du har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
  • Hjælpemidlet skal i væsentlig grad afhjælpe de varige følger af din funktionsnedsættelse.
  • Hjælpemidlet skal i væsentlig grad lette din daglige tilværelse hjemme eller være nødvendigt for, at du kan passe dit arbejde.
  • Du kan ikke få hjælp til hjælpemidler, du har anskaffet før bevilling.

Det er gratis for dig at låne hjælpemidlet af kommunen, og din egen økonomi har ikke indflydelse på, om du kan bevilges et genbrugshjælpemiddel.

Hjælpemidler udlånes gratis, så længe du har behov for det.

Forbrugsgoder

Forbrugsgoder er produkter, som forhandles bredt og er lavet med den almindelige befolkning som målgruppe. Det kan f.eks. være hvilestole, elevationsbund til en seng eller en el-scooter.

Støtte til køb af forbrugsgoder hører under Servicelovens §113. Kommunen skal yde støtte til forbrugsgodet, hvis det i væsentlig grad kan afhjælpe dig, lette dagligdagen i dit hjem, eller hvis det er nødvendigt, for at du kan udøve et erhverv.

Du skal opfylde de samme betingelser for at få bevilliget et forbrugsgode, som du skal for at få bevilliget et hjælpemiddel.

Det vil sige, du kan få tilskud til visse forbrugsgoder, hvis du har et varigt fysisk eller psykisk handicap, men ikke til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, f.eks. en almindelig seng, telefon eller tv.

Du kan bevilges tilskud, hvis din udgift til forbrugsgodet er over 500 kr. 

Hvordan kan du søge om genbrugshjælpemidler eller forbrugsgode

Du skal bruge den digitale selvbetjening på Borger.dk, når du vil søge om et hjælpemiddel eller forbrugsgode. 

 

Du er velkommen til at kontakte Hjælpemiddelteamet i Center for Pleje og Omsorg, hvis du har spørgsmål, inden du udfylder en ansøgning på selvbetjeningsløsningen på Borger.dk. 

Nederst på siden kan du læse kommunens kvalitetsstandard for genbrugshjælpemidler og den lovgivning, der danner baggrund for en eventuel bevilling.

Midlertidige hjælpemidler

Hvis du har været i behandling på et offentligt sygehus og har behov for midlertidige hjælpemidler, skal du kontakte det behandlende sygehus om dette.

Er du blevet behandlet på et privat hospital og har behov for midlertidige hjælpemidler, skal du kontakte det nærmeste offentlige sygehus.

Hvis du har været i behandling hos egen læge eller speciallæge og har behov for midlertidige hjælpemidler, skal du selv købe hjælpemidlerne.

Reparation og vedligeholdelse

Vi bevilliger genbrugshjælpemidler til låns. Du låner hjælpemidlet gratis af kommunen, og afleverer det tilbage til kommunen efter endt brug.

Følgende gælder for vedligehold af hjælpemidler:

  • Almindelig drift og vedligehold af hjælpemidlet påhviler dig selv fx rengøring, pumpning og almindelig smøring.
  • Transporthjælpemidler fx kørestole, el-kørestole og andre el-køretøjer leveres fra Hjælpemiddeldepotet med intakte dæk og slanger.
  • Du skal selv bestille og betale for den første udskiftning af dæk og slanger hvert år. Der henvises til fx lokal cykelsmed.
  • Vordingborg Kommune dækker udgiften til nye dæk og slanger samt montering, hvis der er behov for mere end en årlig udskiftning.
  • Kommunen vil kræve dokumentation for tidligere udskiftning.

Hvis dit hjælpemiddel går i stykker, skal du henvende dig til kommunens hjælpemiddelteam - se kontaktboks.

Ferieophold med hjælpemidler

  • Hvis du allerede har hjælpemidler i dit eget hjem og skal på et længere ferieophold i en anden kommune, kan Vordingborg Kommune være behjælpelig med udlån af hjælpemidler under ferieopholdet.
    Du bedes kontakte Vordingborg Kommune senest en uge før opholdet.
  • Er du borger i en anden kommune og skal på et ferieophold i Vordingborg Kommune, skal du kontakte din bopælskommune vedr. udlån af hjælpemidler.
    Hvis der under besøget opstår en akut forværring af din tilstand, så hjælper Vordingborg Kommune. 
    Hjemkommune kan kontakte hjælpemiddelteam - se kontaktboks

 

Frit valg af leverandør

  • Hvis du får bevilget et hjælpemiddel fra Vordingborg Kommune, har du mulighed for at vælge en anden leverandør end den, som Vordingborg Kommune benytter. 
  • Ønsker du at benytte denne mulighed for frit valg, står du selv for indkøbet af hjælpemidlet.
  • Vælger du et hjælpemiddel, der er dyrere end det, Vordingborg Kommune stiller til rådighed, skal du selv betale merprisen. 
  • Hjælpemidlet er Vordingborg Kommunes ejendom - se endvidere Vordingborg Kommunes serviceinformation og kvalitetsstandard vedrørende genbrugshjælpemidler.
  • Det hjælpemiddel, du anskaffer, skal leve op til de krav, Vordingborg Kommune har til kvalitet og egnethed. 
  • Kravene vil fremgå af din bevilling, og det vil i den konkrete situation være din sagsbehandler, der vurderer, om kravene er opfyldt. 
  • Hvis kommunens hjælpemiddeldepot kan tilbyde et identisk hjælpemiddel, som det du selv ønsker at anskaffe, så opnår du ikke retten til frit valg.
  • Har du fået bevilget et hjælpemiddel og ønsker at gøre brug af din ret til Frit valg, skal du kontakte det center, der har udstedt bevillingen. Dette fremgår i din skriftlige afgørelse.
Senest opdateret 10-10-2024
Kontakt

Pleje og Omsorg

Hjælpemiddelteamet

Tlf. 55 36 29 10
tryk 2 - og herefter tryk 1

Telefontid: hverdage 9.00-12.00

Send os en mail via Digital Post på Borger.dk
Kategori: Pleje og Omsorg - Hjælpemidler

Åbningstider Hjælpemiddeldepot

Afhentning eller aflevering

Mandag til torsdag 8-15 og

Fredag 8-12

Reparationer skal indleveres senest en time før lukketid.

Læs mere

Kvalitetsstandard Vordingborg Kommune 2024-2025

Kvalitetsstandard Vordingborg Kommune 2024-2025