Diabetes type 2

KURSET ER TIL DIG, SOM HAR DIABETES TYPE 2.

Kurset vejleder, støtter og inspirerer dig til, hvordan du kan træne og spise for at forebygge udviklingen af din diabetes.

De tre hjørnesten ved diabetes type 2 er:
Mad
Motion
Medicin

På kurset er du sammen med ligestillede. Du bliver undervist af fagpersoner i relevante emner i forhold til diabetes, og du får mulighed for at prøve egne grænser af i forhold til fysisk aktivitet. Samtidig vil du få et godt indblik i, hvad god og sjov motion er for dig.

Mad:
Som diabetiker er en sund og varieret kost særdeles vigtig. Sund kost har både en positiv effekt her og nu, og den nedsætter risikoen for, at din diabetes udvikler sig, eller at du får en følgesygdom.
På kurset får du inspiration til, hvordan du kan ændre dine madvaner.
Du får også svar på spørgsmål som:

  • Er sukker helt forbudt?
  • Er det tilladt at skeje ud engang imellem?
  • Skal jeg gøre noget i forhold til vægttab/BMI/taljemål?

Samtidig tilbyder vi en dag i køkkenet med vores diætist. Her er der mulighed at for at omsætte teorien til praktisk madlavning og ikke mindst til at smage på resultaterne.

Motion:
Motion har stor betydning for, hvordan din diabetes udvikler sig. Derfor er det vigtigt at holde sig i gang!

Musklerne er med til at regulere blodsukkeret. Fysisk træning giver dig bedre appetitregulering og forbedrer chancen for at opnå og fastholde et vægttab. Det sker, fordi musklerne bliver bedre i stand til at bruge sukkeret i blodet. Træning øger den såkaldte insulinfølsomhed, hvilket betyder mindre behov for insulin. Det medfører et lavere og mere stabilt blodsukker.

På kurset har vi derfor fokus på, at du:

  • Får et bedre reguleret blodsukker
  • Mærker øget fysisk og psykisk velvære
  • Bliver motiveret til fortsat at være aktiv
  • Får mere energi
  • Får et godt netværk, som du også kan bruge efter kurset.

Træningen tilrettelægges efter din og gruppens ønsker, behov og formåen. Vi laver gymnastik, balanceøvelser og konditionstræning. Vi går/løber ture med og uden stave, spiller bold, synger og meget andet, og som i al anden træning, afsluttes der med en god snak i 3. halvleg.

Kursets opbygning:
Kurset er gratis og løber over 12 uger. For at få det fulde udbytte af kurset, skal du være indstillet på at møde to gange ugentligt.
Dag 1 har du både træning og temaundervisning og dag 2 har du træning.

Tilmelding:
Er du interesseret i at deltage i kurset, skal du henvende dig til din egen læge for at få en lægehenvisning til kurset.
Der kan løbende henvises til kurset, som udbydes efter behov i forhold til tid og sted.

SÆRLIGT TIL LÆGER:
Henvisningsinformation findes på sundhed.dk/SOFT

Kontakt

Træning og Rehabilitering

Vordingborg Sundhedscenter
Indgang 2
Sankelmarksvej 10A
4760 Vordingborg
Telefon 55 36 28 75

Telefontid:
Mandag-fredag kl. 9.00-12.00

Send os en mail

Yderligere information

Sygeplejerske Helle D. Larsen
Telefon 29 45 95 04
E-mail: traening@vordingborg.dk