Der er rigtig mange gode grunde til at styrketræne. Styrketræning forebygger nemlig rygproblemer og faldulykker. Det minimerer også risikoen for knogleskørhed. Kombineret med konditionstræning kan styrketræning være med til at forebygge livsstilssygdomme og depression.
Når du styrketræner, bliver dine muskler stærkere. Det betyder blandt andet:
- at din balance bliver bedre, så du minimerer risikoen for at falde
- at musklerne bedre støtter knogler og led, så du fx forebygger rygproblemer
- at knogletætheden øges, så du mindsker risikoen for knogleskørhed
- at du forebygger forhøjet blodtryk, hvis du kombinerer styrketræningen med konditionstræning
- at du øger kroppens udskillelse af endorfiner, så du mindsker risikoen for depression
- at du igennem øget muskelmasse øger din kalorieforbrænding og dit stofskifte, så du forebygger livsstilssygdom
Byg din styrketræning langsomt op. På den måde undgår du at få skader. Tal evt. med en fysioterapeut eller kiropraktor, hvis du oplever smerter i forbindelse med din træning.
Du kan anskaffe dig et par håndvægte, hvis du vil have større belastning på dine hjemmeøvelser. Du kan også selv lave håndvægte. Du fylder bare et par halvliters vandflasker med vand eller sand.
Du kan også købe træningselastikker. Træningselastikker kan bruges til at væld af forskellige øvelser. De kan let strammes, så belastningen øges.
Ovenstående er et uddrag fra Ældresagens hjemmeside. Der ligger også en træningsvideo i linket her: