Socialt liv

Det sociale liv rummer dit forhold til dine familiemedlemmer så som partner, børn, børnebørn, søskende m.v. Ud over din familie har din øvrige omgangskreds en betydning for din sociale trivsel. Det kan f.eks. være dit forhold til dine venner, naboer eller de personer fra kommunen, som du har regelmæssig kontakt med.

Dit sociale liv handler også om de interesser og aktiviteter, som du kan lide at beskæftige dig med - enten på egen hånd eller hvor du er social sammen med andre. Det er ofte aktiviteter, som du har sat i system og har mere tid til at dyrke nu, efter du er blevet ældre.

Mennesker er forskellige og har forskellige behov for kontakt med andre mennesker. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at finde det niveau for social aktivitet, som passer til dig.

Ens sociale netværk har stor betydning for livskvaliteten hele livet igennem og har indflydelse på både helbred og levealder. Der er nemlig en sammenhæng mellem det at leve et tilfredsstillende socialt liv og vores helbred, formentlig fordi både vores livsstil, psykiske velbefindende og fysiologi påvirkes af de sociale relationer.

Venner og familie er et vigtigt socialt netværk for de fleste mennesker og spiller ofte en væsentlig rolle i forhold til hjælp og støtte.

Når du trives socialt, har du også et stærkere immunforsvar. Flere undersøgelser har vist, at personer der bliver syge, kommer sig hurtigere efter sygdommen, hvis de har tætte sociale relationer.

Det at have en fortrolig at dele sine tanker og følelser med kan have mange fordele. Gode venner kan gøre dig gladere, de kan løfte dit humør, når du er bekymret, og det ser også ud til, at de kan forebygge sygdom. Der er nogen, der siger, at latter er den bedste medicin. Og det hænger sammen med, at et positivt livssyn, lykkefølelse og samvær med gode venner har indflydelse på immunforsvaret og afværger virus og bakterier. Er du tilfreds og føler dig godt tilpas, bliver du også sjældnere syg. Forsøg har påvist, at sjov og godt humør har en direkte effekt på vores immunforsvar, hvor dannelsen af bestemte antistoffer fremmes, og antallet af specifikke immunceller øges.

Det samme gælder for en veltrænet hjerne. Hvis hjernen holdes i form og stimuleres, trækker det også immunforsvaret med sig. Aktiviteter som skakspil, kryds-og-tværs og læsning kan have en positiv indflydelse på immunforsvaret.

Den sunde aldring af både krop og psyke er således afhængig af de sociale relationer, du omgiver dig med, og måden du holder dig i gang på.

De fleste oplever formodentlig ensomhed og perioder med mindre social kontakt i løbet af deres liv. Men hvis ensomheden og den sociale isolation bliver en mere permanent tilstand, truer den både ens sundhed og livskvalitet.

I alderdommen er den dominerende sociale udfordring tabet af ægtefælle, venner, søskende og andre familiemedlemmer. Tab af ægtefælle er hovedårsag til, at mange mennesker føler sig ensomme og øger risikoen for livskriser eller depression. Når man oplever at miste sine kære, har man brug for en stille periode uden for mange aktiviteter. I sorgen og forladtheden længes man efter én ganske særlig og bestemt person. det er fejlagtigt at tro at den ældre efterladte ikke oplever en lige så stor sorg over tabet af en ægtefælle, som yngre enker og enkemænd, da det er almindeligt at blive syg og dø, når man er ældre. Men sorgen er præcis den samme. I den situation er det for mange mennesker svært at finde overskuddet til at etablere nye sociale relationer. Men netop her er det vigtigt, så snart man er klar, at forsøge at bevare eller styrke eksisterende sociale relationer eller at genoptage gamle venskaber. Det er også muligt at gøre brug af de tilbud og lokale aktiviteter, der tilbydes, hvor du kan være sammen med andre mennesker og evt. opbygge nye og tætte relationer.

I daglig tale forstås ”ensomhed” ofte som det at være uønsket alene - altså at man er alene, selvom man ønsker at være sammen med andre. Man kan imidlertid også føle sig alene, selvom man er sammen med andre. Denne type af ensomhed kan f.eks. opstå, hvis du har svært, ved at høre og derfor har vanskeligt ved at deltage i en samtale, eller hvis du føler, at dem, du taler med, ikke er oprigtigt interesserede eller forstår dine problemer.

Det kan også være helbredsmæssige udfordringer eller funktionsforringelser, der gør, at du ikke deltager i så mange aktiviteter. Det kan f.eks. skyldes dårlige ben, svimmelhed, smerter eller andet. I disse tilfælde kan det være en hjælp at finde nogen at følges med og undersøge mulighederne for kørselstilbud, der kan transportere dig til og fra aktiviteterne.

Hvis du har helbredsmæssige udfordringer, som betyder, at der skal tages ekstra hensyn til dig, kan det være, at du føler dig til besvær, og måske er du bekymret for, at andre skal opleve dit samvær som en byrde. Langt de fleste mennesker vil dog gerne hjælpe andre, som trænger til en ekstra hånd. Sådan har du det sikkert også selv. Derfor er der ofte et væld af muligheder og forskellige tilbud om frivillig hjælp, som kan være værd at overveje, hvis dagligdagen og det sociale liv hæmmes af ens helbredssituation.

Du kan altid kontakte seniorkonsulenterne i kommunen der kan hjælpe og vejlede dig i at finde rette aktiviteter.

Læs mere på Vordingborg kommunes hjemmeside. Klik her

Det er aldrig for sent at genoptage en tidligere interesse eller kaste sig ud i at lære noget helt nyt. En måde at holde sig i gang på hele livet er at dyrke en hobby. Der findes rigtig mange tilbud til folk i alle aldre med aktivitet og samvær i klubber, foreninger, centre og højskoler. Her kan du finde tilbud eller arrangementer, som f.eks. madlavning og motion, spil og rejser, bogklubber og håndarbejde eller virkelig mange andre ting.

Når du er opsøgende og har en hobby, som du lægger en masse energi i, mindsker du samtidig din risiko for at opleve ensomhed.
En aktiv hverdag gør kroppen stærkere, og sjælen bliver gladere, når du kommer ud blandt andre og får dyrket dine interesser!

Mange ældre beskæftiger sig med frivilligt arbejde, som de finder værdifuldt. Deres personlige netværk udvides, og de oplever glæden ved at hjælpe andre og mødes ofte med stor taknemmelighed, får ros, prestige og status.

Det frivillige arbejde er ofte organiseret lokalt eller gennem fx Ældre Sagen og kan f.eks. være ”ældre der hjælper ældre” med tilbud om en spiseven, handyman, havehjælper, computerhjælper, telefonsamtaler der hilser godmorgen, gymnastik eller ledsagertjenester. Der kan også være andre typer frivilligt arbejde, som organiseres gennem forskellige hjælpeorganisationer eller patientforeninger.

Ofte føler dem, der arbejder frivilligt, at deres evner og færdigheder kan bruges, og tit opdager de sider af sig selv, som de ikke var klar over.

Læg mærke til, hvad der gør dig glad i din hverdag, og omgiv dig så vidt muligt med positive mennesker. Du kan også selv fokusere på at sprede glæde hos andre, og ofte vil du opleve, at du får det samme igen.

Husk at maile, skrive eller ringe til dine nærmeste, hvis du har behov for at være i kontakt med dem, og tænk over, hvem du kan dele dine personlige problemer med. 

Vær aktiv i forhold til organisationer, foreninger og kommunens tilbud om sociale arrangementer, så du kan være opmærksom på aktiviteter i dit nærområde. 

Find aktiviteter på

https://oplev.nu/det-sker

eller

https://foreningsportalen.vordingborg.dk/

Sørg for at dyrke dine interesser, og del dem gerne med andre mennesker.

Husk at blive ved med at være åben for at opleve noget nyt – alder er ingen hindring – og du vælger selv, om du vil have et aktivt seniorliv!

Find aktiviteter på Oplev Vordingborg. https://oplev.nu/det-sker eller https://foreningsportalen.vordingborg.dk/

Hvis du har overskud til at hjælpe andre, kan du melde dig til frivilligt arbejde. Husk du selv kan beslutte, hvor meget du vil investere i det frivillige arbejde, f.eks. 1 - 2 timer om dagen, en dag om ugen, to dage om måneden eller andet, som passer ind i din hverdag.

Det kan være svært for andre at tilbyde deres støtte, hvis det er usikkert, om du ønsker hjælp, og hvordan du ønsker hjælp. Vær derfor ikke bange for at bede om hjælp, og stol på at de ting, du kan bidrage med, vejer langt højere end den ekstra støtte, du har brug for. Se evt., hvad der findes af aktiviteter på hjemmesiden eller tag kontakt til din Seniorkonsulent i kommunen, og få information om mulighederne både kommunalt og foreningsmæssigt.

Læs mere på Vordingborg kommunes hjemmeside. Klik her

Hvis du er ensom, kan du have brug for hjælp til at genopbygge dit mod på livet og din tillid til, at du har noget at byde på i forhold til andre mennesker.
Det kan også være en hjælp at beslutte dig for at deltage i sociale aktiviteter, som giver dig mulighed for at lære andre at kende og måske stifte nye venskaber. Samtidige får du nye oplevelser, som gør, at du oplever livsindhold og har noget at fortælle til andre.

Har du mistet en nær relation kan det hjælpe dig at finde nogen, som har tid til at lytte til dig, evt. psykologhjælp og sorggrupper, hvor du kan få bearbejdet dit tab sammen med andre.