Medicin

Det er afgørende for en god trivsel, at du er vel medicineret imod de helbredsmæssige udfordringer, der måske er kommet til dig.

Herunder får du en masse viden og gode råd til dit medicinindtag, dosering og evt. bivirkninger du skal være opmærksom på.  

  • Hvorfor får jeg medicinen? 
  • Hvordan virker medicinen?
  • Hvornår og hvordan skal jeg tage medicinen?
  • Hvilke bivirkninger kan jeg få af medicinen, og hvordan skal jeg eventuelt forholde mig til disse?
  • Kender din læge til al den medicin du får? (her tænkes specielt på det du eventuelt tager uden recept og naturmedicin)
  • Hvordan virker medicinen sammen med evt. anden medicin, du får?
  • Er det muligt, at medicinens virkning påvirkes af anden behandling, mad eller drikke?
  • Findes der specielle ting, jeg skal undgå, når jeg tager medicinen?
  • Påvirker medicinen din evne til at køre bil? En rød advarselstrekant på medicinglasset betyder, at medicinen kan virke sløvende og nedsætte reaktionsevnen
  • Hvad skal jeg gøre, hvis jeg glemmer at tage medicinen?
  • Hvordan ved jeg, at medicinen virker?
  • Hvor længe skal jeg tage medicinen?
  • Hvordan er reglerne for tilskud til medicinen? - læs mere her
  • Kan medicinen have skiftet navn, når du får den udleveret på apoteket? Du får automatisk udleveret det billigste præparat på markedet, der ofte ændrer sig, medmindre du har lavet en aftale med din læge om noget andet. Det aktive indhold af medicinen i præparaterne er det samme.

Det er af stor helbredsmæssig betydning for den enkelte medicinbruger, at medicinen bliver taget korrekt. Det betyder, at den tages efter anbefalingerne i de korrekte doser, på det rigtige tidspunkt og sammen med rette kost og væske.

Rigtig meget medicin bruges forkert, og årsagerne er mange. Det kan være svært at få overblik over hvilken medicin, der skal tages hvornår. Mange stopper behandlingen før tid, fordi de ikke ved, hvorfor de skal tage medicinen. Andre oplever utryghed i form af bivirkninger, manglende oplevelse af effekt eller tager medicinen uden at vide hvorfor.

Alle former for medicin behøver en vis tid i kroppen for at begynde at virke. Tiden før effekt opnås, varierer mellem forskellige typer af medicin. Det kan samtidigt tage lidt tid, før du i samarbejde med din læge finder den rigtige type medicin og den dosis, der passer til dig.

I den fase, hvor du tager medicin, uden at du føler, at den virker, kan det være vanskeligt at fortsætte med den. Men det er da vigtigt, at du ikke slutter med behandlingen, uden at du har talt med lægen først. Husk at spørge om, hvor lang tid det tager, før du kan forvente at effekten af behandlingen indtræder, når du får ny medicin.

Med årerne bliver ens følsomhed over for medicin ofte større, end da man var yngre, hvorfor det kan være nødvendigt at indtage lidt lavere doser eller andet præparat. Denne følsomhed kan både vedrøre effekten og vise sig som bivirkninger. Da kroppen kan have sværere ved at optage medicinen eller udskille affaldsstofferne.

Sovemedicin og nervemedicin kan således med alderen udløse døsighed og forvirring i stedet for den ønskede effekt.

Det kan ofte være vanskeligt at skelne eventuelle bivirkninger af medicinen fra begivenheder, som kan optræde i høj alder. F.eks.: Faldtendens, svimmelhed, forvirring, samt besvær med at kontrollere vandladningen.

Imidlertid kan dette i nogle tilfælde skyldes for meget sovemedicin eller anden medicin, som kan gribe forstyrrende ind i de reflekser, der er nødvendige for at holde balancen.

Overvej bivirkninger eller gener, der ikke kan relateres til din sygdom. Tænk over, hvornår eventuelle bivirkninger startede, og om der er sammenhæng med opstart af din medicin.

Visse lægemidler mod forvirring, kan i sig selv forstærke forvirringen, og vanddrivende medicin kan af og til være forklaringen på vandladningsproblemer og faldtendens.

Det kan derfor anbefales, at du får gennemgået din medicin med din læge.

Medicin for flere forskellige sygdomme

Mange mennesker har flere helbredsmæssige udfordringer de tager medicin for, derfor kan din medicin muligvis ikke have samme effekt eller give dig bivirkninger. Spørg lægen eller farmaceuten om, hvordan det virker, når du tager flere slags medicin samtidig – og husk også at fortælle om dit indtag af eventuelt kosttilskud/natur medicin.

Artikel: Ældre og medicin, Jakob W. Hendel, overlæge, ph.D. – min.medicin.dk

Artikel: Hvorfor virker min medicin anderledes, når jeg bliver ældre?, Hanne Thybo, farmaceut – www.apoteket.dk

Få en gennemgang af din medicin med din læge eller apotekets farmaceut. Husk at spørge om på hvilket tidspunkt, det er bedst at tage medicinen.

Vær opmærksom på, at du selv ved, hvorfor du tager pillerne, og spørg hellere en ekstra gang, hvis du er i tvivl.

Få en udskrift af din medicin liste eller log in på Medicinkortet via Sundhed.dk eller via appen Medicinkortet.

Afprøv doseringsæsker, så det bliver mere overskueligt for dig. Sørg for, at du bliver påmindet om, hvornår du skal tage din medicin, f.eks. ved at sætte alarm på din telefon.

Har du behov for mere hjælp, kan din læge via apoteket udskrive små poser med færdigpakket medicin til hvert klokkeslæt. Det hedder dosisdispensering.

Har du svært ved at dosere din medicin, kan du benytte dig af sygeplejeklinikkerne i Præstø, Stege eller Vordingborg.

Ved særlige behov kan du få hjælpe til medicin dosering af hjemsygeplejen i Kommunen. Kontakt da din egen læge eller det distrikt du er tilknyttet.

Når du får en ny recept, så spørg altid, hvordan medicinen virker. Få oplyst, om der er nogle fødevarer eller kosttilskud, du skal undgå, når du tager medicinen.

Trap ud af sovemedicin efter lægens anbefalinger. Husk sovemedicin virker bedre, hvis du kun tager en tablet af og til - frem for hver aften.

Tal med lægen om alternativ medicin og vitaminpræparater. Du kan lægge en konkret plan med din læge om, at du afprøver anden eller mindre medicin i en periode. Lægen eller apotek kan undersøge om medicinen kan indtages på anden måde f.eks. mindre tabletter, flydende.

Bed en pårørende om at hjælpe dig med din medicin. Det kan f.eks. være at gøre dine doseringsæsker parat med de rette mængder medicin.

Tag så vidt muligt altid en pårørende med til lægebesøg, der vedrører din medicin.

Gode råd ved medicin brug

  • Fortæl lægen, hvis du er overfølsom eller har mistanke om at være overfølsom for typer af medicin
  • Sørg for at du får svar af lægen på spørgsmålene ovenfor hvis du er i tvivl
  • Læs brugsanvisningen godt igennem
  • Tag medicinen præcis, som lægen har bedt dig om
  • Vær sikker på den dosis du skal have
  • Hvis du tager flere typer medicin, kan du med fordel lave en liste over, hvornår du tager din medicin, dosis af din medicin og hvordan du tager din medicin
  • Sørg for at familien eller den, du bor sammen med, ved hvilken medicin, du tager, og hvornår du skal tage den
  • Kombiner ikke medicin, som du har fået på recept med medicin, du køber i håndkøb, uden at du har talt med din læge først
  • Foretag ikke ændringer i dosis eller tidspunkt for indtag uden at have talt med lægen om det først
  • Benyt ikke andres medicin, selv om du har lignende symptomer, som dem, der evt. tilbyder dig den
  • Anvend ikke medicin, hvor den påtrykte udløbsdato er overskredet
  • Opbevar medicinen som den skal (står evt. på æsken/glasset)
  • Tag kontakt med lægen, hvis virkningen udebliver, eller hvis du mærker ubehagelige bivirkninger
  • Medicin skal opbevares forsvarligt, gerne i et aflåst skab, så andre, specielt børn, ikke har adgang til medicinen
  • Aflever din gamle medicin på apoteket
     

Medicin tilskud

Du kan læse om regler for medicin tilskud her:

https://www.sundhed.dk/borger/sygdom-og-behandling/medicin/tilskud-til-medicin/

Du kan læse om regler og ansøge om helbredstillæg her:

https://www.borger.dk/pension-og-efterloen/tillaeg-til-folke--og-foertidspension/Helbredstillaeg